Norwegian sælger bankaktier

Norwegian skiller sig af med resten af aktiebeholdningen i Bank Norwegian. Salget indbringer blot 934 millioner norske kroner trods en noget højere salgspris.

Oprydningen i Norwegian fortsætter, så selskabet atter kan blive overskudsgivende efter et par år med tal på bundlinjen, der har været ligeså røde som næserne på selskabets fly.

Mandag har Norwegian således offentliggjort, at selskabets aktiepost på 17,47 procent i Norwegian Finans Holding (NOFI), der driver Bank Norwegian, er blevet solgt til Cidron Xingu Limited, der indirekte kontrollers af Nordic Capital Fund IX samt til finske Sambo.

De to købere har betalt 2,218 milliarder norske kroner (1,655 milliarder danske kroner) for den store aktiepost. Aktierne handles i to trancher – først 9,97 og derefter 7,50 procent – i forhold til myndighedernes godkendelse.

Da dele af aktiebeholdningen i forvejen er belånt, vil salget af aktierne kun indbringe 934 millioner til den slunkne pengekasse, eller hvad der svarer til lige i underkanten af 700 millioner danske kroner.

Til gengæld styrkes egenkapitalen med 196 millioner norske kroner i forhold til, hvad der er opført på balancen per 30. juni i år.

Kerneforretning skal styrkes
Salget af aktierne sker kort tid efter, at danske Niels Smedegaard er tiltrådt som bestyrelsesformand og Bjørn Kjos har forladt posten som koncernchef. Dermed kan Norwegian fortsætte med at eksekvere på den ny strategi.

“Salget af aktierne i NOFI er en del af Norwegians strategi om at styrke vores kerneforretning og fokusere på omstillingen fra vækst til profitabilitet. Samarbejdet mellem flyselskabet og banken har i mange år været en stor succes i den nordiske region og vil fortsætte selvom flyselskabet ikke besidder aktier i NOFI. Vi ser frem til at fortsætte vores tætte samarbejde gennem Norwegian Reward, mens NOFI fortsætter sin europæiske ekspansion,” siger Norwegians fungerende koncernchef, Geir Karlsen.

Norwegian har løbende reduceret aktiebeholdingen i NOFI for at styrke selskabets likviditet, og herudover besluttede selskabet ved udgangen af 2018 at sælge en række fly og udsætte leveringen af nye fly, således at investeringesbehovet bliver betydeligt reduceret i de kommende år.

 

Relaterede artikler:

Sådan vil Norwegian komme ud af krisen

Færre fordele til Bank Norwegian-kunder

Norwegian overvejer salg af loyalitetsprogram