Finnair-fly i Helsinki Airport. (Foto: Finavia | PR)

Nordamerika større end Asien hos Finnair

Finnair havde i juli 999.600 passagerer ombord på selskabets fly, hvilket var 69 procent færre end i samme måned i 2019. Asien-trafikken er stadig svag, men væksten er stor til Nordamerika.

Finnair lider stadig under eftervirkningerne af coronapandemien samt det lukkede luftrum over Rusland, der forhindrer selskabet i at genoptage Asien-ruterne i det omfang, det har været ønsket.

Derfor er Finnair stadig langt fra passagerniveauet fra før pandemien. I juli 2019 transporterede det finske oneworld-selskab således 1.447.400 passagerer, men i dette års juli blev det til blot 999.600. Dermed har Finnair endnu ikke i en isoleret måned nået millionen, siden COVID-19 ændrede betingelserne for den globale luftfart.

Netop Asien-ruterne har altid været omdrejningspunktet for Finnairs rutenetævkr, og tilbage i juli 2019 var der en kvart million rejsende på ruterne til og fra Asien, mens der i juli 2022 blev registreret 72.600 passagerer på Asien-ruterne.

“Det russiske luftrum lukkede i slutningen af februar på grund af modsanktionerne i forbindelse med krigen i Ukraine, hvilket resulterede i rute- og frekvensaflysninger i asiatisk trafik. Takket være den store efterspørgsel efter fragt fortsatte Finnair dog med at operere til de fleste af sine asiatiske destinationer på trods af de længere ruter. Den negative indvirkning af luftrumslukningen på de asiatiske passagertrafiktal, som allerede var påvirket af pandemien, forblev således moderat i juli,” skriver selskabet.

Næsten 50 procent flere til Nordamerika
Til gengæld er der en stigning i den nordamerikanske trafik, hvor passagertallet har løftet sig fra 49.200 passagerer i juli 2019 til 72.600 i dette års juli. Det svarer til en vækst på næsten 50 procent, og lige nu er trafikken til Nordamerika større end Asien-trafikken.

Det er de nye USA-ruter fra Stockholm til New York og Los Angeles, der har løftet det nordamerikanske passagertal samt omdisponering af fly til etablering af nye ruter fra Helsinki til Dallas og Seattle.

Belægningen på USA-ruterne landede i juli på 90,4 procent, og samlet var belægningen i hele rutenetværket på 86,6 procent, hvilket var tre procentpoint under niveauet fra 2019 med 89,6 procent.

Trods de udfordrende forhold i de store europæiske lufthavne havde 75,2 procent af flyvningerne en rettidig ankomst, hvilket vil sige inden for 15 minutter. Det er marginalt dårlige end i juli 2019, hvor punktligheden lå på 78,4 procent.

“Finnairs Helsinki-hub fungerer dog godt, og Finnairs relative on-time performance var god,” konkluderer selskabet.

 

Relaterede artikler:

Finnair tvunget til at ændre strategi

Finnair er på 60 procent af 2019-niveauet

Finnair forbereder sig på langvarig Rusland-konflikt