Airbus A350 fra Finnair under landing i Hong Kong International Airport. (Foto: Sudpoth Sirirattanasakul | shutterstock)

Finnair forbereder sig på langvarig Rusland-konflikt

Finnair forudser, at der vil gå længere tid, inden luftrummet over Rusland igen kan benyttes, og derfor omlægger selskabet en del af flytrafikken og iværksætter en spareplan.

Blot få dage efter at krigen i Ukraine var brudt ud, lukkede Rusland luftrummet for flyselskaber fra 36 lande. Det skete som modsvar på, at EU, Canada, Storbritannien, Norge samt Island havde offentliggjort, at russiske flyselskaber ikke længere kunne benyttes deres luftrum.

Det har skabt problemer for blandt andet det finske flyselskab Finnair, der hidtil har benyttet luftkorridorerne over Rusland på selskabets mange flyvninger til Asien. Derfor måtte selskabet ændre i ruterne, og sådan ser det ud til at fortsætte indtil videre.

Finnairs koncernchef Tobi Manner bekræfter nu, at flyselskabet forbereder sig på, at der kan gå en rum tid, inden Ruslands luftrum igen kan blive benyttet, og derfor tilpasses trafikprogrammet sådan, at man fokuserer på andre destinationer end dem, som Finnair traditionelt har betjent.

Flere flyvninger til Sydasien
Ifølge koncernchefen har konflikten betydet, at Finnair i højere grad vil beflyve destinationer i det vestlige og sydlige Asien, mens flyselskabet understreger, at man fortsat betjene Kina, Japan og Sydkorea, men dog ikke i lige så høj grad som hidtil. Det skyldes også COVID-19, da blandt andet Kina fortsat opretholder en del rejserestriktioner.

Det øgede fokus på Sydasien kommer blandt andet til udtryk ved, at der åbnes en ny rute til Mumbai i løbet af juli. Konflikten fører også til, at Finnair højner selskabets fokus på USA-flyvninger, hvor der blev åbnet en rute til Dallas i slutningen af marts og beflyvninger af Seattle påbegyndes den 1. juni.

Udover omlægningerne i trafikprogrammet spiller besparelser også en rolle, forklarer Tobi Manner. Finnair sigter efter kunne spare 60 millioner euro (446 millioner kroner) på distribution, flyleasing og på at optimere selskabets aktiviteter. Det er i tillæg til besparelser på 200 millioner euro (1,5 milliarder kroner), som flyselskabet foretog i løbet af COVID-19-pandemien.

Koncernchefen betoner ligeledes, at Finnairs nyligt indgåede aftaler om at flyve wetlease for indtil videre British Airways og Lufthansa-selskabet Eurowings Discover, skal hjælpe selskabet med at komme gennem konflikten, da de skaber indkomst for selskabet og sørger for, at et ”væsentligt” antal piloter, kabineansatte og andre ansatte fortsat kan holdes beskæftiget, og flyselskabet derfor tilsyneladende undgår afskedigelser.

Fik underskud i første kvartal
Det er dog ikke kun krigen i Ukraine, der har udfordret Finnair. Flyselskabet slikker fortsat sårene efter COVID-19-pandemien, lyder det. Den har været medvirkende til, at selskabet netop har indkasseret sit niende kvartalsunderskud i streg.

Driftsresultatet for årets første kvartal endte med et underskud på 164,9 millioner euro (1,2 milliarder kroner). Når der er betalt skat og andre finansielle omkostninger, ender flyselskabet med et samlet underskud på 212,8 millioner euro, hvilket svarer til cirka 1,6 milliarder kroner. Det er større end i første kvartal sidste år, hvor Finnairs underskud var på 145,4 millioner euro (1,08 milliarder kroner).

Flyselskabet oplyser, at det også i andet kvartal af i år vil få et underskud. Det forventes at blive på omkring 65 millioner euro (483 millioner euro). Det skyldes, at selvom efterspørgslen øges, udfordres driften fortsat af høje brændstofpriser og få flyvninger til Nordasien.

Finnair fortæller yderligere, at selskabet i løbet af sommersæsonen i år vil være tilbage på 70 procent af 2019-niveauet, og hvis man medregner flyselskabets aftaler om at flyve wetlease, øges dette tal til 80 procent. I løbet af næste år regner Finnair med at være tilbage på samme niveau i kapaciteten som før COVID-19-pandemien.

Kan trække på lån fra staten
Koncernchefen understreger, at selvom første kvartal resulterede i et underskud, oplever Finnair, at rejselysten blandt kunderne gradvist vender tilbage.

”Genopretningen efter pandemien skrider frem i øjeblikket. Vores kunders bookingadfærd er ved at blive normaliseret, og der bliver booket flyvninger til langt hen på sommeren og efteråret. Efterspørgslen vender især tilbage på ruter i Europa, Sydasien og Nordamerika, og antallet af vores daglige flyvninger vil stige til mere end 300 i løbet af sommersæsonen,” udtaler koncernchef Tobi Manner.

Han fortæller desuden, at flyselskabet fortsat har et endnu ikke udbetalt hybridlån fra den finske stat, som understøtter egenkapitalen. Det er indtil videre uindfriet, men lånet har en værdi på 400 millioner euro (2,9 milliarder kroner), som Finnair kan gøre brug af, såfremt det bliver nødvendigt.

 

Relaterede artikler:

British Airways wetleaser fire fly fra Finnair

Finnair vil flyve til 15 interkontinentale destinationer

Finnair sender A350’ere på opgave hos Eurowings