En Boeing 787 Dreamliner fra Norse Atlantic Airways i Oslo Lufthavn. (Foto: Philip Jason Gundersen | Norse Atlantic Airways)

Norse tvunget til at udleje fire Dreamliner-fly

Norse Atlantic Airways får ikke brug for samtlige 15 fly fra opstarten i juni. Derfor er fire Boeing 787 Dreamlinere blevet subleaset til spanske Air Europa i 18 måneder.

I Oslo Lufthavn holder ni Boeing 787 Dreamlinere fra Norse Atlantic Airways i øjeblikket parkeret, og inden den 30. juni var det oprindeligt planen, at 15 fly skulle være leveret til det norske langdistance-startup.

Men allerede inden, at selskabet har sat billetter til salg eller foretaget den første kommercielle flyvning, er det blevet besluttet at udleje fire af flyene, der ikke vil blive brug for i opstartsfasen. 

Selskabet forklarer ikke, hvorfor der i første omgang ikke er brug for de to Boeing 787-8 og to 787-9, men det hænger givetvis sammen med, at efterspørgslen i den transatlantiske trafik endnu ikke er på det forventede niveau efter coronapandemien, og så kan de høje brændstofpriser muligvis også spille ind.

Det bliver det spanske SkyTeam-selskab Air Europa, der får glæde af flyene i en periode på foreløbigt 18 måneder. Air Europa råder i forvejen over 18 Dreamlinere, og selskabet har yderligere otte fly på vej ind.

“Denne subleaseaftale med Air Europa giver en fantastisk mulighed for at generere positive pengestrømme fra fly, som vi ikke havde planer om at udnytte fuldt ud i vores opstartsfase. Aftalen styrker vores i forvejen solide finansielle position, da vi fortsætter med at forblive tro mod vores strategi om forsigtigt at gå ind på markedet og skrue op baseret på kundernes efterspørgsel,” udtaler stifter og koncernchef Bjørn Tore Larsen.

Billetsalg starter i april
Ifølge koncernchefen vil flyene blive leveret til Air Europa i løbet af andet kvartal under forudsætning af den nødvendige dokumentation.

Norse har allerede udsat opstarten af billetsalget én gang. Oprindeligt skulle billetsalget være startet i slutningen af marts, og for fire uger siden blev det udskudt til april. Nu lyder den seneste melding, at billetterne kommer til salg senere på måneden.

Trafikprogrammet er endnu ikke blevet afsløret, men det ligger fast, at der startes op inden udgangen af juni fra Oslo til New York, Los Angeles og Florida, mens opstarten fra Paris og London er udsat nogle måneder endnu. Indtil videre ser det ud til, at Norse vil flyve til Fort Lauderdale i Florida, Stewart International Airport nær New York og Ontario International Airport i det sydlige Californien.

“Vi er overbeviste om, at efterspørgslen efter transatlantiske rejser i sidste ende vil vende tilbage med fuld kraft, fordi folk ønsker at udforske nye destinationer, besøge venner og familie og foretage forretningsrejser. Norse vil være der for at tilbyde attraktive og overkommelige flyvninger med vores mere miljøvenlige og brændstofeffektive Boeing 787 Dreamlinere til både fritids- og omkostningsbevidste forretningsrejsende,” lyder det fra koncernchefen.

 

Relaterede artikler:

Norse udsætter opstart fra London og Paris

Norse vil øge fra 75 til 1.600 ansatte

Norse øger til 15 Dreamliner-fly før opstarten