Foto: Varde / Avinor.

Norsk lufthavn indvier ny terminal

Bergen Flesland-lufthavnen har indviet en ny terminal, som gør lufthavnen fire gange større og fordobler passagerkapaciteten.

Torsdag kunne Nordens syvendestørste lufthavn, Bergen Flesland, officielt indvie sin nye terminal. Den giver Flesland-lufthavnen en kapacitet på 10 mio. passagerer om året. Dermed er der plads til vækst for lufthavnen på Norges vestkyst, som i 2016 havde lige under seks mio. passagerer – hvilket var en mindre tilbagegang i forhold til året før.

Norges statsminister Erna Solberg var æresgæsten ved indvielsen af den nye terminal, som er opført til tiden og indenfor budget. Hun fortalte de fremmødte, at lufthavnen er vigtig for hele den vestnorske region.

”Flesland spiller en afgørende rolle for regionens turisme og erhvervsliv. Nu hvor lufthavnens kapacitet er blevet fordoblet, har vi en stor international lufthavn, som alle i hele Vestlandet kan være stolte af. Dette er et statsligt prestigeprojekt, der er åbnet til tiden og inden for budgettet, og Avinor har god grund til at være stolte af det job, der er blevet gjort med udviklingen, sagde statsministeren med henvisning til det statsejede Avinor, der står for at drive Bergen Flesland-lufthavnen og 45 andre norske lufthavne.

Flere direkte ruter
Bergen Lufthavn er nu en moderne og velfungerende lufthavn med mere plads, flere restauranter og flere butikker. Lufthavnen har et design og tekniske løsninger, der giver store energibesparelser og miljømæssige fordele.

”Vi tilbyder nu endnu bedre service til flyselskaberne og passagererne. Forhåbentlig betyder det også flere direkte ruter til større destinationer i Norge og i udlandet,” siger lufthavnsdirektør Aslak Sverdrup.

Med en helt ny terminal, er det meste nyt i lufthavnen. Det betyder, at alle, der vil rejse til eller fra Flesland, skal slukke ”autopiloten” og følge nogle ekstra vejskilte.

”Fleslands nye faciliteter er nye for alle rejsende, og vi opfordrer alle til at møde frem i ekstra god tid, slå ”autopiloten” fra og følge skiltene i lufthavnen den første gang de bruger den nye terminal,” siger Aslak Sverdrup.

Fire gange så stor
Det har taget tre år og kostet 3,7 mia. norske kroner at opføre den nye terminal, der er på 63.000 kvadratmeter. Sammen med den eksisterende terminal gør det lufthavnen omkring fire gange så stor som den forrige terminal. Terminalen har 28 selvbetjente indcheckningsautomater og 12 almindelige bemandede indcheckningsskranker samt otte spor i sikkerhedskontrollen, der i alt breder sig over 900 kvadratmeter og kan håndtere op til 2.000 passagerer i timen.

Der er 15 brobetjente standpladser og 17 fjernbetjente standpladser. Ni nye serveringssteder, seks nye butikker og fire nye kiosker er åbnet i den nye terminal.

 

Relaterede artikler:

Bergen Lufthavn firedobler størrelsen

Norsk og svensk fremgang

Her er de 20 største lufthavne i Norden

BA nedlægger to Norges-ruter