I denne uge bliver det muligt at reservere plads på den første SAS-flyvning med et elfly nogensinde. Ifølge flyselskabet vil der være sæder til 30 passagerer på jomfruflyvningen.
I løbet af de seneste år er den grønne dagsorden begyndt at spille en tiltagende større rolle i luftfartsbranchen.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at mange flyselskaber i dag søger at sikre sig tilstrækkelige mængder bæredygtigt flybrændstof, mens nye og etablererede aktører arbejder med at udvikle elfly og andre teknologier, der kan nedbringe klimaaftrykket fra flytrafikken.
Nu er SAS dog kommet til et sted i udviklingen, hvor det skandinaviske flyselskab kan åbne for pladsreservationer fra kunder i Danmark, Norge og Sverige til den første flyvning med elfly, som ventes at finde sted i løbet af 2028.
Ikke fastlagt endnu
SAS oplyser, at det vil blive muligt at sikre sig et sæde på jomfruflyvningen fra fredag den 2. juni klokken 12.00, og der vil være 30 pladser, som bliver sat til salg. Prisen bliver 1.946 kroner. Beløbet er ikke tilfældigt. Det er det samme som det årstal, hvor SAS sendte det første fly på vingerne.
Såvel afgangssted som datoen for flyvningen vil blive meldt ud til passagererne via email, når disse er fastlagt, lyder det. Hver person kan desuden højest reservere to billetter til flyvningen.
Har sikret mulighed for 30 fly
Meldingen er, at jomfruflyvningen vil blive foretaget i flytypen ES-30 fra den svenske flyproducent Heart Aerospace, hvor SAS sidste efterår sikrede sig option på 30 elfly, ligesom flyselskabet er en del af producentens advisory board.
DAT sidder også med ved bordet hos Heart Aerospaces advisory board, der i alt består af 21 flyselskaber, lufthavne og andre aktører, som rådgiver virksomheden om forskellige aspekter i udviklingen af ES-30-flyene.
Producenten forventer, at flytypen kan være certificeret og indgå i den kommercielle drift hos kunderne fra 2028.
Den næste store milepæl
Ifølge koncernchef Anko van der Werff fra SAS hænger muligheden for at flyve med elfly godt sammen med den DNA, der er i flyselskabet.
”SAS har siden grundlæggelsen i 1946 været en af pionererne i flyindustrien og var for eksempel det første kommercielle flyselskab, som fløj over Nordpolen for at forkorte flyvetiden mellem kontinenterne betydeligt. Det var en banebrydende aktivitet, som SAS fik Columbus-prisen for.”
”Det er en naturlig fortsættelse af denne pionerånd, at vi nu inviterer vores passagerer til den næste store milepæl i fremtidens flyvning, og det er et betydningsfuldt skridt på vores rejse mod mere bæredygtig flyvning.”
Relaterede artikler:
Passagerinteresse for biobrændstof overrasker SAS