CX300-fly kaldet ALIA fra Beta Technologies. (Foto: BETA Technologies | PR)

Vil benytte el-fly mellem Stavanger og Bergen i år

På den anden side af sommeren vil der blive foretaget el-flyvninger mellem to norske lufthavne. Det sker som led i landets ambitioner om at være testområde for grønne teknologier.

I løbet af efteråret vil flyspottere ved enten Stavanger-Sola (SVG) eller Bergen-Flesland (BGO) kunne få et glimt af et el-fly, der letter og lander i de to norske lufthavne.

Sidste forår annoncerede lufthavnsoperatøren Avinor og Luftfartstilsynet, der er de civile luftfartsmyndigheder i Norge, at de to organisationer vil arbejde for, at landet fremover skal fungere som et testområde for nul- og lavemissionsfly samt forskellige nye og grønne teknologier.

Kort før jul blev ambitionen mere konkret, da det kom frem, at man havde indgået en aftale med BETA Technologies og Bristow Norway, der er et datterselskab af Bristow Group, som vil benytte Norge i deres arbejde med at udvikle et fælles koncept for fragtflyvninger med el-fly.

Flytypen er på plads
Nu er planerne så fremskredne, at de første flyvninger ventes at finde sted senere i år.

De vil blive foretaget med flytypen ALIA fra BETA Technologies. Det har plads til fem passagerer samt fragt. Det produceres både som et almindeligt fly samt i en udgave, der benytter eVTOL (electric Vertical Take-Off and Landing), hvor der lettes og landes lodret.

Der er tale om fragtflyvninger uden passagerer. Flyet vil først blive testet på en række prøveflyvninger i Sola-lufthavnen, hvorefter aktørerne bag projektet begynder at flyve frem og tilbage mellem de to Avinor-lufthavne.

Skal skaffe udstyr til opladning
Avinors rolle er, at man skal sørge for, at den nødvendige infrastruktur er til stede, men det har medført en udfordring, som man nu er gået i gang med at tackle, lyder det fra Anders Kirsebom, der er konstitueret som administrerende direktør hos lufthavnsoperatøren.

”I dag er der ingen opladere til fly i Avinors lufthavne. Brugen af ​​batterier som energikilde i fly er stadig en ny teknologi, men der er udvikles mange elektriske fly i øjeblikket. Vi forventer, at der i løbet af de næste par år vil blive certificeret flere el-fly, og behovet for opladning vil blive større.”

Derfor er man nu i færd med at skaffe det nødvendige udstyr til de to lufthavne. I Stavanger vil Avinor købe og installere en oplader, mens der i Bergen lejes en mobil ladeløsning med batterier, der kan benyttes i løbet af efteråret og den kommende vinter.

Avinor har i den forbindelse lagt opgaven i udbud. Forventningen er, at det vil blive afsluttet i løbet af første kvartal, og løsningerne herefter vil kunne leveres senest den 1. juni Stavanger og den 15. august i Bergen.

Kirsebom forklarer desuden, at man på sigt håber at kunne få norske oplader-fabrikanter til at bidrage til projektet med at etablere Norge som testområde for grøn teknologi ved at tilrette deres ladeløsninger til el-biler således, at de også kan fungere til fly.


Relaterede artikler:

Indgår aftale: Vil benytte Norge som testområde

Norge vil være testområde for fossilfri luftfart

Norsk regering med økonomisk støtte til grøn luftfart