En Boeing 737-800 fra Norwegian. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Norwegian åbner skirute fra Billund Lufthavn

I den kommende vinter åbner Norwegian en ny rute fra Billund Lufthavn til østrigske Salzburg. I alt kan selskabet tilbyde tre nye vinterruter fra den jyske lufthavn.

Skiglade kunder hos Norwegian kan fra den kommende vinter træde om bord på et fly i Billund Lufthavn og lande små to timer senere i Salzburg ved de østrigske alper.

Det norske lavprisflyselskab kan således annoncere, at det i perioden fra den 4. januar til den 7. marts 2020 vil operere på ruten, og der bliver afgang med en Boeing 737-800 på onsdage og lørdage.

Den nye skirute fra Billund Lufthavn er ikke den eneste nye rute fra Danmarks næststørste lufthavn i den kommende vinter. Tidligere har Norwegian annonceret, at det også åbner vinterruter til Las Palmas på Gran Canaria og Málaga på det spanske fastland. Alt i alt betyder det, at Norwegian øger antallet af sæder til salg fra Billund Lufthavn med 58 procent, når der drages sammenligning med vintertrafikprogrammet i 2018/19.

”I Norwegian arbejder vi hele tiden på at tilbyde vores kunder de bedste og smidigste rejseoplevelser. Ruterne fra Billund gør det nemt for vores jyske passagerer, der kan flyve direkte til den spanske sol eller de sneklædte østrigske alper. Vi glæder os til at byde dem velkommen om bord,” siger Magnus Maursund, direktør for Short Haul i Norwegian.

Stor ekspansion i Billund
Analysebureauet Menon foretog i 2018 en analyse for Norwegian, der viste, at selskabets passagerer danner fundament for 3.200 arbejdspladser og en værdiskabelse på over 1,2 milliarder kroner i den syddanske region. Norwegian har sidenhen åbnet otte nye ruter fra Billund Lufthavn.

”De mange nye ruter er med til at skabe øget vækst og beskæftigelse i hele det vestlige Danmark, hvor turisterhvervet har stor vægt. Med de nye ruteåbninger sætter vi endnu mere skub i den udvikling til gavn for os og for de mange små- og mellemstore virksomheder i den vestdanske turistbranche, der er afhængige af, at der flyves gæster ind til Billund Lufthavn fra mange dele af Europa,” siger Magnus Maursund.

Norwegians kommende vinterrute til Las Palmas betjenes én gang ugentligt – om onsdagen – i perioden fra den 30. oktober til den 25. marts. Ruten til Málaga betjenes på tirsdage, onsdage og fredage i perioden fra den 29. oktober til den 27. marts. Norwegian indledte allerede flyvninger til Málaga i foråret i år.

 

Relaterede artikler:

Niende Norwegian-rute fra Billund

Norwegian lukker nordiske Madrid-ruter

Norwegian i ny Billund-offensiv