Målt på antallet af flyrejsende blev juli den bedste måned, som Norwegian har haft siden tiden før pandemien, men restriktioner og travle luftrum udfordrede selskabets punktlighed.
Norwegian har haft held til at kapitalisere på sommertravlheden, og det seneste passagertal er formentlig opmuntrende læsning for det norske flyselskab, da det vidner om, at juli blev den måned med flest passagerer, som selskabet har haft siden 2019.
I alt gik 2,5 millioner passagerer ombord i flyene i Norwegians flåde i løbet af juli. Det er 8,7 procent flere end i samme måned for et år siden, da selskabet registrerede 2,3 millioner rejsende i den syvende måned af 2023.
Siden sidste år er Widerøe blevet købt af Norwegian. I og med, at selskabet med de grøn- og hvidmalede fly betjente 331.035 rejsende i juli, endte koncernen med samlet set at have fløjet med 2,8 millioner passagerer.
Falder i forhold til 2023
Den udbudte sædekapacitet på Norwegians juli-flyvninger var samlet set på 4.068 millioner passagersædekilometer. Ud af disse endte 3.763 millioner med at blive solgt, og selskabet fik en belægningsgrad på 92,5 procent.
Belægningen er 0,1 procentpoint bedre end sidste år, da den i samme måned af 2023 var på 92,4 procent. For hele året har Norwegian en belægningsgrad på 84,9 procent, og denne er forbedret med 0,7 procentpoint i forhold til sidste år, hvor den var 84,2 procent på nuværende tidspunkt.
Regulariteten landede i juli på 99,5 procent, hvilket er helt på linje med samme måned sidste år, men punktligheden, der hos Norwegian vurderes ud fra om et fly afgår inden for 15 minutter efter det planlagte tidspunkt, er faldet med 5,6 procentpoint i forhold til 2023.
For et år siden var den på 73,2 procent, mens det i år var 67,6 procent af Norwegian-flyvningerne, der ankom til tiden. Ifølge selskabet er restriktioner i europæiske luftrum samt en høj trafikvolumen årsag til faldet.
Kunderne booker efterårsflyvninger
Koncernchef Geir Karlsen fra Norwegian er tilfreds med den forgangne måned og ser lyst på fremtiden.
”Jeg er særligt glad for forbedringen i belægningen, som er steget i forhold til sidste år selv med en 10 procents kapacitetsøgning. Samtidig er det dejligt at se en solid bookingtrend i august og ind i efteråret.”
”Vi er glade for, at Widerøe fortsætter med at levere gode tal måned efter måned. Belægningen for juli var den højeste Widerøe nogensinde har haft i juli måned. Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af et stærkt produkt for vores kunder på tværs af selskaberne.”
Relaterede artikler:
Widerøe kan blive Norwegians guldfugl