Norwegian og Finnair sammen i luftfartsalliance

Norwegian og Finnair er gået sammen med Europas største flyselskaber i Airlines for Europe, der er en nyetableret politisk luftfartsalliance.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian er stadig alliancefrit, hvad angår deltagelsen i kommercielle samarbejder med andre flyselskaber, mens den nordiske konkurrent Finnair deltager i Oneworld-alliancen.

Til gengæld har begge selskaber netop tilsluttet sig Airlines for Europe (A4E), der blandt andet arbejder for at styrke flyselskabernes konkurrenceevne gennem lobbyisme i forhold til lovgiverne i EU.

A4E blev etableret i slutningen af januar, og bag brancheorganisationen – som Norwegian kalder en alliance – står Air France-KLM, Lufthansa, IAG, easyJet og Ryanair som stiftere. Alliancen er i modsætning til AEA (Association of European Airlines) mere rummelig, idet lavprisflyselskaber og netværksselskaber sidder ved samme bord.

“Norwegian har altid været tilhænger af konkurrence, da det giver de rejsende billigere billetter og flere valgmuligheder. Medlemskabet af Airlines for Europe er vigtigt, fordi alliancen forener branchens fælles udfordringer og muligheder på tværs af landegrænser og selskaber,“ siger koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian.

Repræsenterer en halv milliard rejsende
A4E vil rent konkret forsøge at sikre, at de europæiske lufthavne bliver opereret mere effektiv og økonomisk, så flyselskabernes betaling for brug af infrastrukturen kan blive reduceret.

Et andet vigtigt område er at arbejde for en bedre teknologi til at sikre et fælles europæisk luftrum (Single European Sky, red.), så flyveruterne kan tilrettes mere effektivt med besparelser til følge. Endelig vil A4E forsøge at påvirke lovgiverne til ikke at brandbeskatte luftfarten med urimelige fiskale afgifter.

De fem stiftende flyselskaber repræsenterer samlet 460 mio. passagerer, og med tilslutningen fra Norwegian og Finnair kan alliancen fremover skrive en halv milliard rejsende. Sidste år transporterede de to nye medlemmer 36 mio. passagerer fordelt med 25,8 mio. hos Norwegian og 10,2 mio. hos Finnair.

“Finnair ser frem til at arbejde med A4E for at styrke dialogen med de vigtigste europæiske stakeholders. Vi byder initiativet velkommen med at samle europæiske flyselskaber under det samme tag, uanset hvilken forretningsmodel, der anvendes,“ siger Pekko Vauramo, koncernchef hos Finnair, i en pressemeddelelse.

Thomas Reynaert, der er administrerende direktør for A4E forventer, at flere europæiske flyselskaber vil tilslutte sig samarbejdet i løbet af de kommende måneder.