Norwegian vil indsætte 1.746 flysæder i langdistancetrafik

Det norske lavprisflyselskab Norwegian kunne torsdag offentliggøre en aftale om leje af selskabet sjette Boeing 787 Dreamliner langdistancefly. Hermed kommer selskabet i 2015 op på en sædekapacitet på 1.746 på langdistanceflyene mod en kapacitet hos SAS på 2.771 sæder.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian har et erklæret mål om at vokse til 28 millioner passagerer ved udgangen af 2014. Dermed overhaler Norwegian efter al sandsynlighed SAS Scandinavian Airlines på antallet af passagerer.

Men det er ikke på indenrigstrafikken samt i den nordiske og europæiske trafik, at det norske lavprisflyselskab alene vil vækste. Selskabet vil massivt fra foråret 2013 satse på langdistanceruter fra Skandinavien.

Som et led i denne strategi kunne Norwegian torsdag offentliggøre indgåelse af en lejeaftale på endnu et fly af typen Boeing 787 Dreamliner.

Norwegian har tidligere indgået aftale om at købe tre og lease to Dreamlinere. Dette sjette fly skal leases af ILFC (International Lease Finance Corporation) og leveres i starten af 2014.

Norwegian oplyser samtidig, at selskabet fortsat vil forhandle om levering af flere fly af samme type

291 sæder ombord i Dreamliner-flyene.

Med seks Boeing 787 Dreamliner-fly vil Norwegian senest i 2015 kunne tilbyde samlet 1.746 sæder i selskabets langdistanceflåde. Hvert Dreamliner-fly skal hos Norwegian nemlig indrettes med i alt 291 sæder.

Dermed kommer Norwegian op på en sædekapacitet på langdistanceflyene, der svarer til to tredjedel af den kapacitet som SAS kan udbyde baseret på de i dag kendte flydispositioner på langruterne.

SAS råder i dag over seks fly af typen Airbus A340-300 med 245 sæder samtfire fly af typen Airbus A330-300 med 264 sæder. Ved årsskiftet får SAS tilbageleveret et Airbus A340-300 fly, der har været udlejet til porugesiske Hi-Fly. Dermed kommer SAS op på 11 langdistancefly og en samlet sædekapacitet på 2.711 på langruterne.