Airbus-medarbejdere foran den nye A321LR, som for nyligt er kommet på markedet.

Nu taler Airbus selv om A321 XLR

Airbus bekræfter vedholdende rygter om, at man er i gang med at udvikle en version af A321 med endnu længere rækkevidde. United Airlines er blandt de selskaber, der overvejer A321 XLR.

Der har længe floreret rygter om, at Airbus vil sætte en version af A321 med ultra-lang rækkevidde i produktion. Nu bekræfter den europæiske flyproducent selv, at der er noget om snakken.

“Vi sælger øget rækkevidde på A321. Kunderne fortæller os, at det er et godt fly, giv mig mere rækkevidde. Vi siger, at vi vil give dig den maksimale rækkevidde, vi kan på A321: Hvor mange vil du have? Det er det, vi laver,” siger Airbus’ relativt nye salgsdirektør, Christian Scherer, i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Flere interesserede selskaber
Scherers bemærkning er den hidtil tydeligste udmelding fra Airbus på, at selskabet i al hemmelighed allerede er begyndt at sælge det langtrækkende fly til interesserede selskaber. Og dem er der efter sigende flere af.

For eksempel sagde United Airlines’ koncernchef, Scott Kirby, forleden på et internt, tv-transmitteret medarbejdermøde, at man blandt andet har A321 XLR i kikkerten som erstatning for selskabets aldrende flåde af Boeing 757 og 767, som snart skal udfases. United har brug for mellem 30 og 40 fly som erstatning for de to Boeing-modeller.

Også Air Lingus, Delta Air Lines, Icelandair og JetBlue skulle efter sigende være blandt de selskaber, der har vist interesse for A321 XLR.

Udnytter ikke Boeings situation
Airbus A320-serien og forskellige versioner af Boeing 737 har gennem årtier kæmpet om kundernes gunst som det foretrukne valg på kort- og mellemdistancerne. Men med groundingen af 737 MAX rumler spekulationerne om, hvorvidt Airbus med planerne om A321 XLR forsøger at udnytte, at Boeing er alvorlig svækket for tiden på grund af flyveforbuddet til 737 MAX.

Det afviser Airbus-direktøren dog på det kraftigste.

”Jeg vil ikke opfordre til nogen form for adfærd, der forsøger at udnytte denne situation, fordi det vil overskride vores grænser,” siger Christian Scherer.

Øger produktionen
Under alle omstændigheder har Airbus dog planer om at øge produktionen af A320-serien næste år fra 57 til 63 fly om måneden. 70 fly om måneden er også blevet nævnt, men det kommer sandsynligvis ikke umiddelbart på tale, da motorproducenterne i så fald vil få svært ved at følge med. Den øgede produktion skal ses i lyset af, at Boeing som følge af flyveforbuddet til 737 MAX netop har sænket sin produktion fra 52 til 42 narrow-body fly om måneden.

A321 XLR er udset til at følge i slipstrømmen på A321 LR, som Airbus netop er begyndt at levere til flyselskaberne. Hvor LR-versionen har en maksimal rækkevidde på 7.400 kilometer, tales der om, at XLR skal kunne præstere yderligere knap 1.000 kilometer. Passagerkapaciteten skulle ifølge de foreløbige planer blive den samme som for A321 LR, hvilket vil sige mellem 160 og 220 alt efter indretning og antallet af klasser i kabinen.

 

Relaterede links

Første A321LR til Star Alliance-selskab

Airbus gør klar til beslutning om A321XLR

SAS leaser A321LR til langdistanceruter