Foto: (Eric Avenel, Air France)

Ny Air France-topchef sikrer lønaftale

Det er formentlig slut med de mange strejker i Air France. Den nye canadiske topchef Benjamin Smith har netop landet en ny lønaftale i løbet af blot tre uger.

Air France har været hårdt plaget af strejker i 2018. Strejker som indtil videre har kostet Air France-KLM omkring 335 millioner euro, hvilket svarer til 2,5 milliarder danske kroner.

Efter en langvarig strid om en ny lønaftale for de ansatte i Air France, valgte den 65-årige franskmand Jean-Marc Jenaillac i begyndelsen af maj at kaste håndklædet i ringen. Det skete efter, at de første fire måneder af 2018 havde budt på 13 strejkedage, som havde haft store konsekvenser for kunderne og virksomheden generelt.

I midten af august kunne bestyrelsen i Air France-KLM løfte sløret for afløseren. Det var canadiske Benjamin Smith, der kom fra en stilling som koncerndriftsdirektør hos Air Canada.

Den udnævnelse faldt ikke i god jord hos fagforeningerne, der var chokerede over, at en canadier skulle stå i spidsen for det stolte franske flyselskab, og der blev på forhånd lovet, at Benjamin Smith ville får en varm velkomst.

To procent lønstigning
I slutningen af september valgte Air France-koncernchefen Franck Terner at forlade sin stilling, og Benjamin Smith blev indsat som midlertidig koncernchef for det franske flyselskab frem til årsskiftet. Denne rolle skulle bestrides samtidig med rollen som koncernchef for moderselskabet Air France-KLM.

Men den canadiske topchef har gjort kort proces i forhold til de mange stridigheder med de ansatte og deres fagforeninger. Fredag blev der indgået en ny lønaftale med fagforeningerne CFDT, CFE-CGC/UNAC, FO/SNPNC, SPAF og UNSA aérien Air France, der repræsenterer jordpersonalet samt hovedparten af kabinepersonalet. Disse fagforeninger agerer på vegne af 76,4 procent af de ansatte, der stemte ved de seneste valg, hvorfor aftalen betragtes som gyldig og efterfølgende vil blive implementeret.

“Jeg vil gerne takke alle involverede hos Air France, der har været med til at skabe nogle konstruktive drøftelser i løbet af de seneste uger og for den tillid, der har været hele vejen igennem. Den måde at samarbejde mellem alle parter giver Air France og Air France-KLM et nyt perspektiv for fremtiden, og jeg håber, at det vil bidrage til den fremtidige succes for vores flyselskaber,” siger koncernchef Benjamin Smith fra Air France-KLM i en pressemeddelelse.

Hovedpunktet i aftalen er en lønstigning på to procent med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2018 samt en lønstigning på to procent fra en 1. januar 2019. Herefter er det planen, at der i oktober 2019 skal indledes forhandlinger om en lønaftale for 2020, og disse forhandlinger skal tage udgangspunkt i den globale økonomiske udvikling i kombination med den aktuelle økonomiske situation for Air France-KLM.

 

Relaterede artikler:

Nyudnævnt koncernchef i modvind inden tiltrædelse

Air France-KLM-topchef har fået nok

Yderligere seks Air France-strejkedage i april

Påskestrejke hos Air France

Medie: Air France vil afskedige 600 ansatte

Kategorier

Annoncer

.
.