Kelly Ortberg (i midten) under besøget på Boeings fabrik i Renton. (Foto: Boeing | PR)

Ny Boeing-topchef: Flyselskaberne vil at vi lykkes

Det er knap to uger siden, at Kelly Ortberg overtog tøjlerne hos Boeing, og nu løfter den nye topchef en flig af sløret for, hvad han har brugt den første tid i spidsen for flyproducenten på.

Det er ingen overdrivelse at skrive, at Boeing har fløjet i turbulens i en længere periode, men rystelserne tog i den grad til i januar i år, da et dørpanel blæste ud af et af Alaska Airlines’ 737 MAX 9-fly, imens det var i luften med passagerer og besætning ombord.

Siden har den amerikanske flyproducent forsøgt at finde ud af, hvordan hændelsen kunne indtræffe samt at dæmme op for de konsekvenser, som endnu en dårlig sag i alverdens medier har haft for Boeings hidtil så hæderkronede ry.

Kendte navne er blevet erstattet
Man har blandt andet søgt at genoprette tilliden hos kunder og passagerer ved at skifte ud på flere centrale poster i ledelsen. Bestyrelsesformand Larry Kellner blev erstattet af Steve Mollenkopf, mens Stephanie Pope overtog stillingen som direktør for Commercial Airplanes fra Stan Deal.

Senest er der blevet udpeget en ny chef for hele koncernen. I slutningen af juli kom det frem, at det er Robert K. Ortberg – med kaldenavnet Kelly –, der overtager rollen som topchef efter Dave Calhoun.

Hidtil har meldingen været, at Calhoun ville blive siddende for bordenden året ud, men han trådte dog tilbage den 7. august, og siden har ansvaret hvilet på skuldrene af Kelly Ortberg, der nu fortæller lidt om, hvad han har beskæftiget sig med siden da.

Sætter ord på højdepunkt
Koncernchefen har blandt andet besøgt Boeings produktionsfaciliteter i byen Renton, hvor flyene i 737-serien fremstilles. Han har også været forbi underleverandøren Spirit AeroSystems, der havde repareret nogle beskadigede nitter på Alaska Airlines-dørpanelet, inden flyet lettede.

Derudover fortæller Ortberg, at han har en oplevelse af at blive mødt med velvilje til trods for det blæsevejr, som Boeing har måtte navigere igennem.

”I denne uge har jeg haft møder med et par af vores flyselskabskunder, og her er det blevet gjort klart, at de har et ønske om, at vi skal lykkes. Ikke kun for dem, men også for vores egen og branchens skyld,” lyder det.

”At opleve deres tillid til os var et højdepunkt i ​​disse samtaler. De er klar over, at Boeings mere end 170.000 ansatte har den ekspertise og vilje samt det engagement, der er nødvendigt for at sørge for, at virksomheden atter bliver et af de bedste og vigtigste varemærker i verden.”

Opfordrer de ansatte
I tillæg til den oplysning fortæller Kelly også, at han har været i kontakt med ledelsen hos fagforeningen IAM, der repræsenterer henved 33.000 Boeing-ansatte i Washington og Oregon og gjort det klart, at han ønsker at man når til enighed om en ny overenskomstaftale.

I løbet af de kommende uger vil topchefen besøge flere af koncernens faciliteter, ligesom han opfordrer de ansatte til at kigge indad.

”jeg vil bede jer hver især om at reflektere over jeres arbejde og spørge jer selv om, hvordan I kan bidrage til at gøre virksomheden bedre. Hvis det skal lykkes, kræver det, at hver og en af os arbejder sammen.”


Relaterede artikler:

Boeing vil forhindre ny Alaska Airlines-hændelse

Boeing afslører: Her er Dave Calhouns afløser

Boeing-udfordring kan være løst næste år