Boeing 777-200 fra KLM i Amsterdam-Schiphol Airport. (Foto: KLM)

Ny KLM-strejke i Amsterdam-Schiphol

For tredje gang på en måned vil jordpersonalet hos KLM i Amsterdams Schiphol-lufthavn gå i strejke. Denne gang varer strejken i fire timer.

Mens SAS på det seneste har været udfordret af ulovlige arbejdsnedlæggelser blandt selskabets bagageportører i Københavns Lufthavn, så har KLM også oplevet driftsforstyrrelser på grund af strejker.

Her er det til gengæld varslede arbejdsnedlæggelser blandt jordpersonalet i Amsterdam Schiphol Airport, der allerede to gange tidligere i denne måned har betydet aflyste og forsinkede flyvninger den 2. og 4. september.

Det fortsætter på onsdag 18. september mellem kl. 13.00 og 17.00, når medlemmer af fagforeningen FNV endnu engang nedlægger arbejdet i forbindelse med utilfredshed omkring forhandlingen af en ny overenskomst.

Ved den første to-timers strejke den 2. september måtte KLM aflyse 23 afgange og ankomster, mens omkring 40 flyvninger blev forsinket, og da strejken denne gang varer i fire timer, må det formodes at have en betydelig påvirkning af flytrafikken i Europas tredjestørste lufthavn.

Vil ikke acceptere lønudspil
KLM-jordpersonalet organiseret hos FNV kræver en lønstigning, der er højere end det udspil, som KLM er kommet med. Det hollandske flyselskab har tilbudt bagageportører og andet handlingpersonale en lønregulering på syv procent over to år og ni måneder, mens kravet fra de ansatte er en årlig stigning på fire procent.

Forhandlingerne om en ny overenskomst for 15.000 ansatte har stået på siden maj måned, og punktstrejkerne har til formål at få KLM tilbage til forhandlingsbordet med et nyt udspil.

Strejken forventes at påvirke bagagehandling, påfyldning af brændstof og i et vist omfang også lastning af catering til flyene. Det er ikke alene KLM-flyvninger, der rammes af strejke, da handlingpersonalet hos KLM også betjener Air France, Delta Air Lines og Transavia samt andre flyselskaber i SkyTeam-samarbejdet.

KLM flyver dagligt syv gange mellem Amsterdam og København, fem gange til Billund og fire gange til Aalborg Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

KLM-personale truer med strejke onsdag

Transportstrejke giver udfordringer i Schiphol

KLM-pilotstrejke er rykket nærmere