Passagerrekord i Billund Lufthavn i maj. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Ny passagerrekord i Billund Lufthavn

Med 365.775 passagerer i Billund Lufthavn i maj blev der sat ny rekord for en maj måned. Der var 7,1 procent flere passagerer gennem terminalen sammenlignet med maj 2019.

Det summer af liv og aktivitet i Billund Lufthavn som aldrig før. Det bekræftes af lufthavnens passagertal for maj, der netop er blevet offentliggjort.

Her kan den internationale vestdanske lufthavn præsentere en rekord på 365.775 passagerer i en maj måned, hvilket er 24.309 flere end de 341.466 rejsende, der benyttede Billund Lufthavn i maj 2019. Det var sidste år før coronapandemien og samtidig et rekordår for Billund Lufthavn.

“For præcis et år siden havde vi i underkanten af 10 procent af trafikken fra 2019. Nu er det lagt bag os, og vi er tilbage og over niveauet fra før corona. Det er hurtigere end, hvad vi turde håbe på, og det er en ubeskrivelig fantastisk følelse,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

37 rutenyheder bag væksten
Det er især lufthavnens ruteudviklingsindsats, som man i disse måneder kan høste frugterne af. Hele rutenetværket fra tiden før coronapandemien er blevet reetableret med undtagelsen af SAS-indenrigsruten til København samt Brussels Airlines’ rute til Bruxelles.

Herudover er der i løbet af 2021 og 2022 præsenteret 37 rutenyheder, hvoraf den seneste er Lufthansa til München.

Med den markante genopretning af flytrafikken følger også udfordringer med køer ved check-in-skranker og i sikkerhedskontrollen, og lufthavnen understreger vigtigheden af, at passagererne hjemmefra forbereder sig på rejsen, således at køer og ventetider kan minimeres.

“Vi gør alt for, at alle kommer godt af sted på deres flyrejse. Vi har investeret i et nyt ‘Smart Security’, som gør det hurtigere for vores gæster at komme igennem tjekket. Vi har også ansat mange nye medarbejdere. Vi arbejder i det hele taget på højtryk for at sikre, at alle får en god oplevelse hos os,” forklarer lufthavnsdirektøren.

Maj-rekord i fragtcenteret
Det er ikke alene i passagerterminalen på lufthavnens nordside, at der er stor aktivitet. I lufthavnens fragtcenter, der ligger syd for banen, har der i maj været en vækst på 9,1 procent til 6.551 tons gods. Det er også ny rekord for en maj måned i Billund.

“Vækstrejsen på luftfragten i Billund Lufthavn fortsætter, og mængderne på eksportdelen på kurerflyene fastslår, at den danske eksportindustri stadig buldrer derudaf. Og så ser vi også vækst på lastbilerne, hvor godset bliver gjort klar til luftfragt i Billund og kørt herfra til eksempelvis Amsterdam og Frankfurt, hvorfra det bliver fløjet ud i verden.”

“Vi arbejder på, at store dele af den fragt ligeså godt kan flyve ud fra Billund, og det forventer vi mere af i fremtiden,” fastslår Jan Hessellund.

 

Relaterede artikler:

To danske lufthavne over 2019-niveauet

Næsten fire ud af fem passagerer tilbage i Billund

Luftfragt stjal rampelyset i Billund Lufthavn