Ny rute fra Færøerne til Grækenland

Atlantic Airways udvider sit udbud af sommerruter fra Færøerne til Middelhavsområdet fra to til tre.

Færinger med behov for lidt sol på kroppen får nu lidt mere at vælge imellem til sommer. Atlantic Airways har nemlig valgt at tilføje en ekstra rute til flyselskabets udbud af sommerruter til sol- og strand-destinationer rundt om Middelhavet.

Det er Chania på Kreta, som færingerne i fem uger i juni og juli kan flyve direkte til fra deres egen Vagar-lufthavn. Ruten flyves hver mandag fra den 27. juni frem til den 25. juli med afgang fra Vagar kl. 10.20 og retur fra Kreta kl. 17.45 med ankomst på Færøerne kl. 20.45. Ruten betjenes med et af selskabets tre Airbus A319-fly.

Fra øer til ø
Kreta supplerer de to andre middelhavsdestinationer, som Atlantic Airways tidligere har annonceret, at de vil flyve til. Den ene er Barcelona, som selskabet har fløjet til om sommeren gennem flere år. Første flyvning fra Vagar til Barcelona El Prat-lufthavnen er tirsdag den 10. maj. Sidste flyvning er den 18. oktober.

Den anden destination er Palma på den spanske ø Mallorca. En ø, som beboerne på de 18 færøske øer kan flyve til om onsdagen fra 1. juni frem til den 24. august.

Atlantic Airways flyver i sommersæsonen en del seriecharter for danske charterarrangører fra Danmark til destinationer i middelhavsregionen inklusiv Palma og Chania. De opgaver ligger dog ofte i weekenden. Det er derfor ideelt for Atlantic Airways at kunne holde flyene beskæftigede på nogle af de mindre travle hverdage, når den almindelige rutetrafik ikke er så omfattende som følge af sommerferie.