Lavprisflyselskaberne Ryanair og easyJet er sammen med Air France-KLM, Lufthansa og IAG i færd med at etablere en ny brancheorganisation, der vil blive præsenteret i midten af januar måned.
Igennem flere år har de fem største flyselskaber i Europa arbejdet på etablere en ny organisation, der mere effektivt kan varetage luftfartens interesser over for lovgiverne i EU.
Nu er den nye organisation tæt på at være en realitet, og ifølge Air Transport World præsenteres Airlines For Europe officielt i slutningen af januar måned.
Navnet skulle være ganske vist, da Ryanair har registreret Airlines for Europe med topdomænerne .org, .net samt .eu, mens Lufthansa har sørget for registreringen .com.
Bag den nye organisation står nemlig de to lavprisflyselskaber Ryanair og easyJet samt de tre store luftfartskoncerner Lufthansa, Air France-KLM og IAG. Samlet repræsenterer de fem flyselskaber omkring 475 mio. årlige passagerer, hvilket er omkring halvdelen af det europæiske marked.
Når organisationen er blevet formelt præsenteret vil der angiveligt blive åbnet op for, at andre flyselskaber kan blive optaget i den nye interesseorganisation.
Splittelse kan være på vej
Med Airlines for Europe er der udsigt til splittelse blandt de eksisterende europæiske luftfartsorganisationer. Tidligere i år forlod IAG, Airberlin og Alitalia organisationen Association of European Airlines (AEA) i protest mod foreningens holdning til flyselskaberne i den arabiske golf.
Hvis Air France-KLM og Lufthansa-gruppen også forlader AEA, vil organisationen stå svækket tilbage og uden egentlig gennemslagskraft. Det samme vil også være tilfældet med European Low Fares Airline Association (ELFAA), hvor IAG overraskende meldte sig ind efter bruddet med AEA. I ELFAA er udover IAG også Ryanair og easyJet, og forlader de tre selskaber organisationen, er der ikke meget pondus tilbage til lobbyvirksomhed.
Den nye organisation vil forsøge at finde fælles fodslag på områder, hvor flyselskaberne på forhånd er enige. Det er blandt andet tilfældet i spørgsmål om lufthavnsafgifter, fælles europæisk luftrum (Single European Sky, red.) samt på miljøområdet. Men derudover vil man i organisationen undgå at have en fælles holdning til flyselskaberne i den arabiske golf.
Kun kommunikationschef på plads
Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der skal være direktør for den nye organisation. Ansøgningsfristen til det opslåede job var den 4. september, men det har tilsyneladende taget en rum tid at blive enige om den kandidat, der fremover skal være domicileret i Bruxelles og varetage organisationens interesser.
I øjeblikket er den nye organisation samtidig ved at rekruttere tre såkaldte “policy directors“, men det ligger dogfast, at tyske Aage Dünhaupt den 1. december er blevet ansat som kommunikationschef for den nye interesseorganisation. Dünhaupt, der har sine rødder i Schleswig-Holstein var i 12 år ansat i Lufthansa og havde en kort afstikker til Airberlin, inden de nye udfordringer kaldte i Bruxelles.