Lynx Air er navnet på et nyt canadisk lavprisflyselskab, der skal flyve med Boeing 737 MAX. Foto: Lynx Air

Nyt lavprisflyselskab har ordrer på 46 Boeing 737 MAX

Lynx Air er navnet på et nyt canadisk lavprisflyselskab, der har bestilt 46 Boeing 737 MAX. De første tre fly forventes leveret i begyndelsen af 2022.

Den canadiske luftfartsbranche har fået et nyt flyselskab, der vil operere efter en ultra-lavpris-model med udgangspunkt fra en base i Calgary.

Det er Lynx Air, som tirsdag kunne løfte lidt af sløret for, hvad kunderne kan forvente. Først og fremmest vil lavprisflyselskabet betjene en flåde bestående udelukkende af Boeing 737 MAX. Selskabet har faste ordrer og leasingaftaler på plads for i alt 46 MAX-fly i løbet af de næste syv år. I begyndelsen af 2022 forventes de tre første fly leveret.

”Boeings nyeste 737-fly muliggør den laveste omkostningsdrift af ethvert fly i sit markedssegment, hvilket gør det perfekt til Lynx Airs ultra-lavpris forretningsmodel,” siger Brad McMullen, nordamerikansk salgsdirektør for Boeing Commercial Airplanes.

Fokus er på canadisk indenrigs
Lynx Air vil tilbyde ”laver priser, fleksibilitet og valgmuligheder”, lyder det fra selskabet, der snart vil præsentere ruter og tidstabeller.

I spidsen for lavprisflyselskabet er australieren Merren McArthur, der har stor erfaring fra andre ledende roller i luftfartsbranchen. Hun har været administrerende direktør for Tigerair Australia, Virgin Australia Regional Airlines og Virgin Australia Cargo.

”Vi er spændte på at skabe konkurrence og valgmuligheder i det canadiske luftfartsmarked på et tidspunkt, hvor canadierne længes efter muligheden for at flyve igen,” siger Merren McArthur.

Lynx Air vil have sit fokus på canadiske indenrigsruter, men selskabet har altså endnu til gode at afsløre konkrete planer for rutenetværk.

Vil ikke stjæle markeder
Filosofien fra Lynx Air er, at alle canadiere skal have mulighed for at rejse med fly, hvorfor selskabet vil implementere en ultra-lavpris-model.

”Vi forsøger ikke rigtig at stjæle markeder fra andre flyselskaber. Men vi vil forsøge at øge markedet, så vi kan inspirere flere mennesker til at rejse,” forklarer Merren McArthur ifølge Simple Flying.

Tidligere var Lynx Air kendt som Enerjet, der ligeledes var baseret i Calgary. Et charterflyselskab, der specialiserede sig i at flyve oliesandarbejdere til den canadiske provins Alberta. Selskabet anvendte en Boeing 737-700 og senere en Twin Otter.

Lynx Air er privatejet, og selskabet oplyser selv, at det har den nødvendige økonomiske opbakning og brancheekspertise til at kunne transformere den canadiske luftfart.

 

Relaterede artikler:

Investorer trækker sig fra nyt lavprisflyselskab

Lavprisflyselskab åbner rute fra København til Montreal

Vestager forhindrer Air Canada-opkøb