Air Transat Airbus A321neoLR (Foto: Airbus | PR)

Lavprisflyselskab åbner rute fra København til Montreal

Næste sommer bliver det muligt at flyve direkte med A321LR til Canadas næststørste by, når et stort canadiske lavprisflyselskab indtager København.

Det store canadiske lavpris- og charterflyselskab Air Transat gør sin entré i Københavns Lufthavn næste år, når selskabet den 16. juni åbner en direkte rute til Montreal, der er Canadas næststørste by og hovedstad i Quebec-provinsen.

Der er i første omgang tale om en sommerrute, der løber frem til den 20. september, og ruten vil få to ugentlige afgange.

Air Transat vil benytte en langtrækkende Airbus A321neoLR med plads til 199 passagerer. Flyet er indrettet med 12 sæder på Premium Club, og sæderne i Economy Class er bredere end sædvanligt og med et state-of-the-art IFE-underholdningssystem.

”Air Transat er stolte over at blive det eneste flyselskab, der kan tilbyde non-stop betjening til København fra Montreal. Det bringer antallet af europæiske destinationer op på 27 næste sommer. Introduktionen af A321neoLR i vores flåde er en milepæl i vores operation. Disse langtrækkende narrow-body-fly kan forbedre vores effektivitet og fleksibilitet og gøre os i stand til at fortsat at udvide vores tilbud til fritidsrejsende,” siger Annick Guérard, der er koncerndriftsdirektør i Air Transat.

Forventer trafik begge veje
Air Transat fremhæver selv, at København er en af de hastigst voksende byer i Europa og med en tydelig grøn profil.

Det er derfor en fjer i hatten for Københavns Lufthavn, at det er lykkedes at få Air Transat til at vælge København som destination.

”Det glæder os, at Air Transat vil flyve til Danmark på denne nye rute til København. Den nye rute fra Montreal til Skandinaviens største lufthavn vil skabe store rejsemuligheder for både canadiere og skandinaver. Det understreger, at Air Transats nye A321neoLR, er et game-changing-fly, der kan bruges til at åbne nye og spændende ruter. Ruten er blevet mulig gennem en indsats hos både Air Transat og CPH,” siger Morten Tranberg Mortensen, der er direktør for ruteudvikling i Københavns Lufthavn.

Air Transat er Canadas største lavpris- og charterflyselskab med omkring 40 fly og 5.000 ansatte. I maj underskrev Air Canada en aftale om overtagelse af Air Transat, og aftalen afventer stadig myndighedernes godkendelse, før handelen endeligt kan lukkes. Air Canada flyver selv hele året mellem Toronto og København.

 

Relaterede artikler:

Air Canada overtager stort charterselskab

Ni ruter med A321 mellem Europa og Canada