Odyssey Airlines forventer i 2016 at komme i luften med spritnye Bombardier CS100-fly indrettet med 40 sæder. Startkapital skal blandt andet findes ved “crowdfunding“.
Et ny flyselskab kan se dagens lys i 2016, hvis alt går efter planerne. Det er britiske Odyssey Airlines, der overraskede den internationale luftfartsverden ved at være den “hemmelige“ kunde, der havde bestilt 10 nye Bombardier CS100-fly. Identiteten på ordregiveren blev afsløret ved Paris Air Show i 2013.
Det er ikke et helt almindeligt flyselskab, der er ved at blive etableret. De nye Bombardier-fly skal indrettes med kun 40 sæder, så det er muligt at flyve nonstop mellem London City Airport og New York. Senere er det planen at etablere ruter fra den lille London-lufthavn til blandt andet Toronto og andre oversøiske destinationer.
Netop London City Airport har den begrænsning, at hovedbanen blot er 1.319 meter lang, hvorfor det er de færreste større fly, der kan benytte sig af lufthavnen. Det nye Bombardier CS100 kræver en banelængde på 1.463 meter, hvis det er fuldt lastet og i grund-versionen på 110 sæder. Men med væsentligt færre sæder, vil der være plads til at flyet kan slæbe sig i luften på en kortere banelængde.
Odyssey Airlines vil blive direkte konkurrent til British Airways, der med et specialindrettet Airbus A318-fly to gange dagligt på alle hverdage flyver mellem London City Airport og New York-JFK. British Airways har indrettet flyene med 32 sæder i en ren Club World-version. På udrejsen er der en teknisk mellemlanding i Shannon, hvor told- og immigrationsbehandling finder sted, men på returrejsen fra New York til London flyves der direkte.
Skal rejse en halv milliard kroner
De to grundlæggere bag Odyssey Airlines kommer begge fra Goldman Sachs. Der er tale om Adam Scott, der har titel af administrerende direktør samt Raymond M. Hickey. Førstnævnte medvirkede i øvrigt i udviklingen af A318-projektet hos British Airways.
“Vi går efter den traditionelle forretningsrejsende. Vi flyver med de mest brændstofeffektive og moderne fly på markedet. Da vi samtidig vil flyve ind og ud af London City Airport med beliggenheden tæt på bycentrum og korte gåafstande, kan vi tilbyde vores rejsende betragtelige tidsbesparelser,“ siger Adam Scott i et interview med CNN.
Men det er ikke billigt at etablere et flyselskab. Der skal rejses en kapital på lidt mere end en halv milliard kroner for at komme i gang. De første 50 mio. kroner er allerede på plads gennem investorer, og nu forsøger Odyssey Airlines sig med “crowdfunding“ på Crowdcube. Her forventer man at realisere yderligere 50 mio. kroner.
Crowdfunding er kendt som en slags netværksfinansiering, hvor man ved hjælp at sit netværk forsøger at rejse penge til gode idéer og projekter. Forretningsidéen præsenteres på en crowdfunding platform som Crowdcube, hvorefter venner, familie, kolleger og andre interesserede kan vælge at bidrage med små eller store beløb, således at man principielt kan blive medejer af et flyselskab, selvom man ikke har en gigantisk pengetank.
I skrivende stund er der 107 investorer, der har bidt på idéen, og det har indbragt foreløbigt 291.780 britiske pund svarende til i underkanten af 2,7 mio. kroner.
Bombardier CS100 klar i 2015
Bombardier C-serie flyene forventes først at få den kommercielle luftdåb om små 18 måneder. I slutningen af 2015 kommer CS100-flyet i luften, mens det noget større CS300 må vente til første halvdel af 2016.
Af de 63 eksemplarer af CS100-flyet, der allerede er afgivet ordre på, har Lufthansa sat sig på de 30, mens Odyssey Airlines med 10 og svenske Malmö Aviation med fem sammen med Gulf Air og PrivatAir bliver blandt de ledende operatører.
Storebroderen CS300 har 140 bestillinger, og her bliver det Republic Airways, airBaltic og Korean Air, der bliver de største aftagere.