Delta Air Lines vil som det første flyselskab få leveret en Airbus A220-100, og flyet er netop rullet ud af malerhallen i selskabets farver.
I begyndelsen af 2019 vil den allerførste Airbus A220-100, der tidligere var kendt som CS100, træde ind i kommerciel rutefart, når det amerikanske flyselskab Delta Air Lines modtager første eksemplar af denne variant.
Flyet er netop rullet ud af malerhallen på Airbus’ faciliteter i Mirabel i den canadiske delstat Quebec. Det tog ni dage at male flyet, og der er blevet brugt 200 ruller malertape og 165 gallon (625 liter, red.) maling for at få flyet til at stråle i Deltas farver.
”Der er ikke noget som at se mange års planlægning kulminere i form af et friskmalet fly. Det er en vigtig milepæl for vores flådes fremtid,” siger Larry Cato, der er chef i Deltas flyledelsesteam.
Hos Airbus er man også begejstret for, at flyet endelig har fået påført Deltas farver, hvilket naturligvis indikerer en snarlig indtræden i det amerikanske luftrum.
”Det er en fantastisk følelse at vide, at vi lige har malet Nordamerikas første A220 fra hale til næse. Jeg har arbejdet i malerhallen i 15 år. Det kan være et udfordrende job, men at se det færdige produkt gør det værd,” siger Julie Léveillé, der er Airbus-supervisor i Mirabel-malerhallen.
Stor ordre på nyt fly
Den færdigmalede Airbus A220 vil nu fortsætte til den endelige slutmontage i Mirabel, inden flyet letter på sin første prøveflyvning senere på efteråret.
Delta Air Lines er det første amerikanske flyselskab, der skal operere den nye Airbus A220. Flyet er tidligere kendt som Bombardier C100, og det bliver produceret med et topmoderne interiør, mens flyets brændstofydelse er ’best-in-class’.
Den første Airbus A220 vil indgå i Deltas service fra en af de første måneder i 2019. I 2016 lagde Delta Air Lines en ordre på 75 helt nye CS100 fra Bombardier, og det er således det første af disse, der er på vej til amerikanske flyselskab.
Airbus og Bombardier i samarbejde
I 2017 gik den canadiske flyproducent Bombardier og den europæiske flyproducent Airbus sammen om at producere og sælge fly fra Bombardiers C-serie. Det nye samarbejde betyder således, at modellen CS100 fremover bliver produceret som A220-100, mens CS300 har fået tildelt navnet A220-300.
Flytyperne A220-100 og A220-300 har plads til mellem 108 og 160 passagerer, og det er mellemdistancefly, der skal komplementere de større A320neo-fly fra Airbus med plads til mellem 140 og 190 sæder.
Relaterede artikler:
A220 er navnet på Airbus’ nye flytype
Airbus køber sig ind i Bombardiers C-serie
Flyvende start for Bombardiers CS-serie