Norwegian øger kapaciteten på sin kommende London – Buenos Aires rute endnu inden den er åbnet. Samtidig flyves det første fly snart til Argentina – klar til at indlede Norwegians argentinske eventyr.
Endnu inden Norwegian er kommet i luften med sin nye rute mellem London Gatwick og Buenos Aires i Argentina, så har selskabet besluttet at øge kapaciteten med 50 procent cirka halvanden måned efter opstarten den 14. februar næste år. Her ligger Norwegian ud med at betjene sin første sydamerikanske rute fire gange om ugen med Boeing 787-9. Men allerede den 27. marts øges til seks ugentlige flyvninger med samme flytype.
Dermed tyder meget på, at kunderne har taget særdeles godt imod den nye rute siden den blev annonceret i juni i år. Eneste flyforbindelse mellem London og Buenos Aires i dag er med British Airways fra London Heathrow-lufthavnen. Københavns Lufthavn er en af de seks andre europæiske lufthavne, som Norwegian har ansøgt de argentinske myndigheder om lov til at flyve til.
En lille forsmag
Den tilsyneladende populære rute er ikke Norwegians eneste kommende engagement i Argentina. Faktisk er det kun en lille forsmag forud for den store udrulning af det argentinske datterselskab Norwegian Air Argentina, der over de kommende år gerne skulle komme til at operere mere end 100 indenrigs- og udenrigsflyvninger til og fra Buenos Aires og andre byer i Verdens ottende største land.
Norwegian er allerede i gang med at forberede sin entré på det argentinske marked. I sidste uge fik Norwegian Air Argentina således tilladelse af de argentinske transportmyndigheder til at operere ikke mindre end 153 ruter over en periode på femten år. Ruterne fordeler sig på 73 indenrigsruter og 80 udenrigsruter.
Argentinske halehelte
Samtidig har Norwegian fundet det fly, som bliver det argentinske datterselskabs første fly. Det bliver et kun ni måneder gammelt Boeing 737-800 fly, der i dag flyver for Norwegians irske datterselskab Norwegian Air International og har registreringen EI-FVO. I midten af januar bliver det omregistreret til LV-HQH og overflyttet til Norwegian Air Argentinas driftstilladelse.
Norwegian har en tradition med at have såkaldte ”halehelte” på halerorene af sine fly. Store historiske personligheder fra kunsten og sportens verden. Den svenske astronom, fysiker og matematiker Anders Celsius, der i 1742 opfandt temperaturskalaen Celsius-skalaen, pryder i dag EI-FVO. Norwegian Air Argentina er i fuld gang med at finde argentinske halehelte.
Blandt de danske halehelte er Karen Blixen, Dirch Passer, Jørn Utzon, Asta Nielsen, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Georg Brandes, N.F.S. Grundtvig, Knud Rasmussen, Tycho Brahe, Piet Hein, Victor Borge, H.C. Ørsted, Carl Nielsen, Jacob Christian Hansen-Ellehammer, Ludvig Holberg og Aksel Sandemose.
Norwegian Air Argentina regner med at indsætte 10-12 Boeing 737-800 fly på sine argentinske ruter i de første 12 måneder efter opstarten omkring 1. juni næste år.
Relaterede artikler:
Minimumspriser udfordrer Norwegian i Argentina
Norwegian søger piloter og stewardesser i Argentina