Efter 1.079 dage uden flybetjening mellem Danmark og Indien vil Air India atter flyve mellem København og Delhi. Ruten starter på den første forårsdag i 2023.
Air India vender i 2023 tilbage til Københavns Lufthavn med ruten til Delhi, hvilket Check-in.dk allerede antydede for fire uger siden.
Nu er det dog officielt bekræftet af Københavns Lufthavn, idet Air India i dag har åbnet salget af billetter til ruten, der har stor betydning for dansk turisme og det danske erhvervsliv.
Air India har ikke fløjet fra København til Delhi siden den 17. marts 2020, da det blev nødvendigt at lukke ruten som følge af coronapandemien. Samme skæbne overgik i øvrigt andre interkontinentale ruter.
Den 1. marts vender Air India imidlertid tilbage efter 1.079 dage uden flybetjening mellem Danmark og Indien.
Tre gange om ugen
Ruten vil blive genoptaget med en Boeing 787-8 Dreamliner, der i Air Indias konfiguration har plads til 256 passagerer med 18 sæder i Business Class og 238 i Economy Class.
Der startes op med tre ugentlige afgange på onsdage, fredage og søndage.
”Det er virkelig en god nyhed for Danmark og Sydsverige,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.
”Delhi-CPH ruten vil styrke vores position som Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkt og give masser af nye muligheder for forretning og ferie i Asien. Dertil kommer at rejsende fra København vil kunne flyve via Delhi til en lang række destinationer i Indien og resten af Asien.”
Til gavn for turismen og erhvervslivet
Hos både Dansk Erhverv og Wonderful Copenhagen er der stor glæde over, at Air India melder sin ankomst i Københavns Lufthavn, når foråret indfinder sig. Ruten er nemlig til gavn og glæder for både erhvervsliv og turister.
”Med genåbningen af ruten får vi genskabt den direkte adgang til et kæmpe marked for Danmark. Det understreger også, hvor vigtigt det er med CPH som velfungerende og effektiv hub-lufthavn, der kan tiltrække store flyselskaber med direkte ruter til store markeder – og dermed skabe international tilgængelighed til gavn for dansk erhvervsliv og turisme,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Herudover rummer ruten også muligheder for de Star Alliance-selskaber, herunder SAS, der allerede opererer til og fra Københavns Lufthavn. Air India vil nemlig kunne sende indiske rejsende fra Delhi videre ud i Europa.
I 2019 var der omkring 89.000 rejsende på Air Indias rute mellem Delhi og København.
Relaterede artikler:
Air India kan være på vej tilbage til København