Nu er det bekræftet, at Delta Air Lines til næste år etablerer en rute med flere ugentlige afgange mellem Københavns Lufthavn og et af flyselskabets amerikanske hubs.
Ved et arrangement i slutningen af september pegede Delta Air Lines’ koncernchef Ed Bastian på, at det store amerikanske flyselskab måske ville etablere dets egen rute fra Minneapolis-St. Paul til Københavns Lufthavn.
Fredag er det blevet officielt bekræftet, at den nye nonstop-rute fra selskabets hub i Minneapolis–Saint Paul Internationale Lufthavn (MSP) får debut til maj næste år og herefter vil blev befløjet tre gange ugentligt.
I en pressemeddelelse fremgår det, at flyvningerne på den kommende transatlantiske rute vil blive foretaget med et af Delta Air Lines’ Airbus A330-300 fly. Det bliver indrettet med kabineklasserne Delta One, Delta Premium Select, Delta Comfort+ samt Main Cabin.
Skaber forbindelse mellem hubs
Ligesom SAS er Delta medlem af SkyTeam, og de to selskaber har for nyligt indgået en codeshare-aftale. Joe Esposito, der er direktør for netværksplanlægning hos Delta Air Lines, hæfter sig ved, at ruten vil knytte to af alliancens vigtige knudepunkter sammen.
”Delta fortsætter med at styrke sit globale netværk og tilbyder enestående adgang til Europa fra Minneapolis-St. Paul med denne nye direkte rute til København, en af Europas mest levende og kulturelt rige byer,”
“Denne rute skaber væsentlig forbindelse mellem to store SkyTeam-partnerhubs og giver kunder, der rejser mellem Skandinavien og Nordamerika, enestående forbindelser og rejsemuligheder.”
Vil byde flere amerikanske turister velkommen
Udmeldingen om atter en Delta-rute vækker også glæde hos Københavns Lufthavn. Det fortæller den danske hovedstadslufthavns kommercielle direktør Peter Krogsgaard, der betegner det som virkeligt gode nyheder.
“Delta er et af verdens største flyselskaber, og med en ny direkte rute fra København til Minneapolis får mange rejsende direkte adgang til en af Deltas vigtigste hubs, som tilbyder talrige forbindelser til destinationer i hele Nordamerika, Caribien og Mexico.”
”Vi er også glade for at byde endnu flere amerikanske besøgende velkommen, som med en direkte rute til København ikke kun får mulighed for at besøge en af verdens smukkeste byer, men også nem adgang til de mange ruter fra København til destinationer i hele Europa,” tilføjer direktøren.
Har aner i Skandinavien
Det er Metropolitan Airports Commission, der ejer og driver Minneapolis–Saint Paul Internationale Lufthavn, og her mener den administrerende direktør Brian Ryks, at Delta-ruten både vil komme fritids- og forretningsrejsende til gode.
“Mange indbyggere i Minnesota har skandinavisk herkomst, og denne nye rute giver fantastisk adgang til at understøtte dybere kulturelle bånd og udviklingen af transatlantiske forretningsforbindelser mellem vores regioner.”
Relaterede artikler:
Delta planlægger rute fra Minneapolis til København