Helsinki Airport (Foto: Finavia)

Omfattende banearbejde i nordisk storlufthavn

I perioden fra maj til september skal en af banerne i Helsinki Airport renoveres, hvilket betyder, at flyene vil lande fra nye retninger. Finavias samlede investering er på otte millioner euro.

Sommeren 2023 i Helsinki Airport vil være præget af renoveringsarbejde af den ene landingsbane.

Den finske lufthavnsoperatør Finavia oplyser, at der i begyndelsen af maj påbegyndes renovering af bane 2 i lufthavnen, da den løbende er udsat for stort pres.

”Landingsbanen er under enorm stress, og dens strukturer skal være førsteklasses. Løbende inspektioner og regelmæssige renoveringer sikrer sikker og punktlig lufttrafik,” siger Jani Elasmaa, Finavias direktør med ansvar for driften af baner og forplads i Helsinki Airport.

Renoveringen af bane 2 (også kendt som bane 15/33) er et toårigt projekt, og i den kommende sommer vil renoveringen fokusere på at genopbygge den nordlige ende af banen. Regnvandskloakker og de elektriske systemer under landingsbanen skal renoveres samtidig.

Fly med nye landingsretninger
Der vil blive udført forberedende arbejde i april, hvor bane 2 ikke vil blive brugt til landinger fra klokken syv til 17. I perioden fra 2. maj til 15. september vil selve renoveringsarbejdet foregå, og Finavia vil investere otte millioner euro (60 millioner kroner, red.) i arbejdet.

Renoveringen af bane 2 betyder, at flyenes landingsretninger vil være anderledes end normalt indtil midten af september. I stedet for landinger fra Nurmijärvi, vil flyene i stedet lande fra nordøst, hvilket også vil påvirke retningen af flystøj. Propelfly vil fortsat kunne lette fra bane 2 i retning mod Tikkurila.

Finavia oplyser, at renoveringen af bane 2 ellers ikke vil påvirke de lettende og landende passagerfly i Helsinki Airport. Lufthavnens to øvrige baner vil være i brug under hele renoveringen og vil sikre den nødvendige kapacitet.

Nyt vådområde under lufthavnen
Renoveringsarbejdet på bane 2 fortsætter i sommeren 2024, hvor den sydlige ende af banen skal renoveres inklusiv udskiftning af navigationsudstyr.

Renoveringen af banen er vigtig for kontrollen med lufthavnens infrastruktur, ligesom det samtidig er muligt at implementere målene for lufthavnens miljøarbejde, lyder det.

Finavia introducerede i marts et vådområde bygget under jorden i Helsinki Airport, hvortil regnvand fra baner og forplads ledes hen. Det underjordiske vådområde er det første af sin slags i Norden, fortæller Finavia. Vådområdet forbedrer vandkvaliteten og afbalancerer strømmen af vand til naturen.

25 forskellige banekombinationer
I situationer, hvor der eksempelvis skal renoveres baner, har Helsinki Airport således brug for at tære hårdere på de øvrige landingsbaner. Lufthavnen har dog strenge regler for brugen af banerne for at sikre sikkerheden.

Finavia har tidligere redegjort for, hvordan arbejdet med de tre baner foregår. Banerne kan bruges samtidigt, og alt i alt er der 25 forskellige kombinationer til deres samtidige brug. Sikkerheden er primær, og valget af baner beror på tre faktorer: sikkerhed, trafikmængde og støj.

Vejret – ikke mindst vindretningen – har en afgørende indflydelse på, hvordan banerne skal bruges. Flyvekontrollen i Helsinki Airport laver et diagram på baggrund af vejrudsigter, hvor banerne farvekodes. Grøn illustrerer en anvendelig bane, gul angiver en usikker situation, mens en bane, der er kodet med rød farve, ikke kan bruges under de gældende vindforhold.

De tre baner i Helsinki Airport har navnene 1, 2 og 3. Bane 1 blev åbnet i 1952, bane 2 i 1956 og bane 3 blev klar til brug i 2002. Herudover har banerne de sædvanlige banenumre – eksempelvis bane 2, der også hedder bane 15/33.

 

Relaterede artikler:

Genåbner bane i Helsinki efter halvt års nedlukning

Afslutter tre års renoveringsarbejde i Helsinki Airport

Helsinki Airport indleder tre års renoveringsarbejde