Malaysia Airlines - Airbus A380-800 (Foto: Aero Icarus - Creative Commons 2.0)

Opgiver planer om 700 sæder i A380

Malaysia Airlines vil alligevel ikke indrette sine Airbus A380-fly med op til 700 sæder, som selskabet ellers havde annonceret planer om.

Topledelsen i Malaysia Airlines havde tilsyneladende fået en rigtig god idé, da den i efteråret 2016 meldte ud, at man ville indrette sine seks Airbus A380-fly med op til 700 sæder – en voldsom udvidelse fra de 494 sæder, som dobbeltdækker-flyet ellers var indrettet med i Malaysias version.

Hvert år valfarter millioner af muslimske pilgrimme til Mekka i Saudi-Arabien, og langt hovedparten af dem ankommer med fly. Topledelsen i Malaysia Airlines så derfor for sig, hvordan man ved at proppe over 200 ekstra sæder i selskabets A380’ere kunne starte et nyt forretningsområde med charterflyvinger til Mekka med pilgrimme fra hele verden.

Op til 20 A380-fly med pilgrimme
Efterspørgslen på pilgrimsflyvninger er stor, og Malaysia Airlines daværende topchef Peter Bellew så muligheder for, at selskabet kunne få ”op til 20 A380’ere til at transportere pilgrimme fra forskellige steder i verden til Mekka”.

Dermed ville det asiatiske selskab ikke behøve skille sig af med de seks A380-fly, som Malaysia Airlines uden held havde forsøgt at sælge siden begyndelsen af 2015 efter ændring af selskabets strategi fra et globalt flyselskab til et regionalt selskab.

Flere muligheder med færre sæder
Men nu har den nye ledelse i Malaysia Airlines ifølge Air Transport World skrottet planerne om 700 sæder i A380eren.

Selskabet vil fortsat satse på pilgrimsflyvninger, men ved at beholde det nuværende antal sæder i flyene, vil A380erne også kunne blive brugt på nogle af Malaysia Airlines ruteflyvninger i højsæsonen, fortæller den nye topchef Izham Ismail.

Malaysia Airlines har for nyligt indgået en treårig aftale med Andalusia Travel & Tours om charterflyvninger med pilgrimme til Medina og Jeddah med selskabets A380ere.

A380-flyet er godkendt til at kunne rumme op til 853 passagerer i en en-klasses konfiguration. Det største antal sæder i en A380er finder man i dag hos selskabet Emirates, som har 615 sæder i den 2-klasses version af flyet, som blandt andet benyttes på ruten mellem Dubai og København.

Relaterede artikler:

Første to A380´ere skal hugges op

Nye Malaysia Airlines-ruter på vej til Europa

Malaysia Airlines-koncernchef har sagt op