En oversigt fra den europæiske pilotsammenslutning viser, at over 15.000 piloter enten har mistet jobbet eller er i overhængende fare for at miste det som følge af coronakrisen.
Tusindvis af piloter har mistet jobbet, siden coronapandemien brød ud i marts. Pandemien lammede den globale flytrafik, og europæiske flyselskaber har på stribe annonceret pilotafskedigelser.
Situationen er dyster, og der kan være endnu flere fyringer på vej. Den europæiske pilotsammenslutning, European Cockpit Association (ECA), har imidlertid lavet en opgørelse, der viser øjebliksbilledet over antallet af afskedigede piloter.
ECA har per 30. juli indhentet tal fra de flyselskaber, hvor pålidelige oplysninger har været tilgængelige. Tallene viser, at over 15.000 piloter enten har mistet jobbet eller er i stor fare for at miste det. 5.027 af piloterne har mistet jobbet permanent, mens anslået 6.500 piloter med atypiske kontrakter også har mistet jobbet.
Undersøgelser før coronapandemien har vist, at cirka én ud af fem europæiske piloter er ansat på atypiske kontrakter. Ud af et samlet europæisk pilotantal på 65.000 giver det cirka 12.000 piloter ansat på atypisk kontrakt. ECA skønner, at 6.500 af dem har mistet jobbet som følge af coronakrisen. Der foreligger dog ikke et præcist antal. Afskedigelser af piloter på atypiske kontrakter kræver ikke forudgående forhandlinger med fagforeninger.
ECA: Endnu flere piloter vil blive fyret
I juni kom det frem, at SAS vil fyre 650 piloter, mens 150 piloter hos det norske flyselskab Widerøe er i risikozonen for at miste jobbet.
Blandt de store europæiske lavprisflyselskaber har Norwegian sagt farvel til 1.961 piloter, mens yderligere 496 piloter risikerer at miste jobbet ifølge ECA. 727 piloter hos britiske easyJet er i risikozonen for at blive afskediget, mens 852 er i fare hos Ryanair.
I den indledende fase af coronakrisen betød marts-konkursen i det britiske flyselskab Flybe, at 600 piloter mistede jobbet.
ECA forudsiger – ligesom mange af de europæiske flyselskaber – at det vil tage lang tid, før luftfartsbranchen er tilbage på niveauet for 2019. Den europæiske pilotsammenslutning vurderer, at endnu flere flyselskaber vil kaste sig ud i afskedigelser af piloter i den kommende tid.
Piloter beskyttet af orlov-løsninger
Flere flyselskaber fra lande som Spanien, Italien og Tyskland har endnu ikke meldt ud om fyringer af piloter, men det vil ændre sig, anslår ECA. Dette vurderes på baggrund af, at mange lande har indført eksempelvis regeringsstøttede orlov-løsninger. Når disse udløber, vil piloter hos økonomisk hårdt trængte flyselskaber ikke længere være beskyttede.
ECA blev stiftet i 1991 og er det repræsentative organ for europæiske piloter på EU-niveau. Pilotsammenslutningen repræsenterer over 40.000 piloter fra de nationale pilotforeninger fordelt på i alt 36 forskellige europæiske lande.
Relaterede artikler:
Norwegian efterlod milliongæld i svensk pilotselskab