I september var der 210.126 passagerer, der rejste til og fra Billund Lufthavn, og det var langt flere end i hele første halvår af 2021 tilsammen. Erhvervsrejser er blevet en del af genopretningen.
Genopretningen efter coronapandemien kan for alvor mærkes i Billund Lufthavn, der for tredje måned i træk kan registrere flere end 200.000 passagerer gennem terminalen.
Det står i skærende kontrast til de første seks måneder af 2021, hvor der i denne periode samlet var omkring 150.000 rejsende til og fra den internationale vestdanske lufthavn.
I september var der 210.126 passagerer, der benyttede lufthavnen, og det svarer til 56,8 procent af de 369.954 passagerer, der fløj til og fra Billund i samme måned i 2019, så genopretningen har efterhånden fået et solidt fodfæste. Samtidig er passagertallet tilbage på 2009-niveau, mens det i 2020 samlet var helt nede på 1992-tal.
Erhvervsrejserne tilbage i september
I Billund Lufthavn er man af den overbevisning, at det er erhvervsrejserne, der er kommet tilbage, når genopretningen er blevet styrket i september i forhold til juli og august, hvor der var mange fritidsrejsende.
“Det har hele tiden været erhvervsrejser, der har sløret billedet af, hvordan og hvornår luftfarten kommer tilbage igen. Men det ser ud til, at erhvervslivets tvivl ved flyrejser er blevet afmystificeret i løbet af sommeren, og vi forventer en stigning af erhvervsrejser henover vinterhalvåret,” forklarer administrerende direktør Jan Hessellund.
Da Billund Lufthavn samtidig tilbyder attraktive one-stop forbindelser til en lang række destinationer i USA, vil det kunne aflæses, at det i begyndelsen af november atter bliver muligt for færdigvaccinerede at rejse ind i Guds eget land. Det mærker lufthavnen konkret ved, at både Lufthansa, KLM og LOT skruer op for kapaciteten.
Snuden i sporet
Det er ikke alene i passagertrafikken, at Billlund Lufthavn mærker fremgang. Godsmængderne stiger på de daglige kurerflyvninger, og Turkish Airlines har tilsyneladende også succes med den tredje ugentlige cargo-flyvning til og fra Billund.
Endelig kan der være nye virksomheder på vej til lufthavnen.
“Snuden er i sporet i forhold til vores vækstambitioner på den sydlige side af landingsbanen, hvor cargo og General Aviation holder til. Vi er i midt i nogle spændende dialoger med flere virksomheder om at flytte virksomhed til Billund Lufthavn, og vi er altid åben for flere. Det er bare attraktivt for de virksomheder, der er afhængig af international tilgængelighed at have kontor- eller lagerplads tæt på landingsbanen – og det kan vi tilbyde,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.
Relaterede artikler:
Billund Lufthavn fastholder god passagerudvikling
Flere i flyene i Billund end i sommeren 2019
Stigende belægning på fly til og fra Billund