Airbus A321-fly fra Sunclass Airlines i Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn | Facebook)

Flere i flyene i Billund end i sommeren 2019

Flere end 225.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i juli, og der var i gennemsnit 115 passagerer på hvert afgående og ankommende fly, hvilket var marginalt flere end i juli 2019.

Det har været i år en noget anderledes sommer i Billund Lufthavn end sidste år, hvor der var begrænset rejseaktivitet som følge af de mange rejserestriktioner.

Således var der 226.354 passagerer, der benyttede den internationale vestdanske lufthavn i dette års juli, og det var betydeligt flere end de 73.653, der blev registreret i juli sidste år.

I forhold til juli 2019 kan lufthavnen konstatere, at lidt mere end 53 procent af passagererne er vendt tilbage, hvilket igen har skabt liv i terminalen i Billund.

Flyene har også været godt fyldte, da der i gennemsnit har siddet 115 passagerer i hvert fly på samtlige kommercielle flyvninger til og fra Billund Lufthavn. Det er marginalt flere end i juli 2019, hvor der var 114 passagerer på hver afgående og ankommende flyvning.

Stort rejsebehov
I Billund Lufthavn er der glæde over, at rejseaktiviteten  i juli har nået nye højder siden coronapandemiens start i marts sidste år.

“Vi er på rette vej. Indekstallet stiger uge for uge, og det stemmer godt overens med aktiviteten, som vi oplever i terminalen og i vores butikker og restauranter. Efterspørgslen følger udbuddet, det kan vi eksempelvis se, når KLM, Lufthansa, Air France, LOT og Norwegian kontinuerligt skruer op for antallet af ugentlige afgange, hvor de fortsætter med at flyve med samme høje belægning,” forklarer Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

I juli har SWISS blandt andet åbnet en rute fra Billund til Zürich, og Ryanair har startet op til destinationer som Bologna, Venedig og Chania (Vestkreta).

“Swiss og Ryanair har begge haft stor succes i deres nye ruter, og succesen ser ud til at fortsætte. Det er populære destinationer, der både kan byde på storbyferie fyldt med kulturliv og på camping eller charterferier. Ferierejserne kommer også til at fortsætte ind i august, fordi rejsebehovet er så stort, ” uddyber Jan Hessellund.

Fragtaktiviteter på 2019-niveau
Mens Billund Lufthavn har hentet 53 procent af passagererne tilbage, ser det anderledes ud med fragtaktiviteterne.

Her har lufthavnen under coronapandemien haft pæne vækstrater, da der har været mange chartrede fragtfly med værnemidler, men der er også god vækst på kurerflyvningerne.

“Helt grundlæggende oplever vi vækst på fragtsiden, fordi vi bliver valgt til, fordi vi er gode til at håndtere fragt. Derudover mærker vi selvfølgelig også succesen for dansk handel. Det vækster og går godt. Og det flotte arbejde, der er lagt for dagen, gør, at vi er tilbage på det niveau, vi så på fragtsiden i 2019,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Succesfuld start for SWISS i Billund

Stigende belægning på fly til og fra Billund

Højeste passagerantal i Billund siden oktober