Melbourne Airport set fra luften. (Foto: Wikipedia | Phil Vabre).

Overnatter i storlufthavn i en god sags tjeneste

En af Australiens travleste lufthavne ønsker at sætte fokus på hjemløshed. En parkeringsplads skal danne rammerne for overnatninger under et velgørenhedsarrangement.

Melbourne Airport inviterer den 5. september til en såkaldt sleepout på øverste etage i parkeringshuset i lufthavnens terminal 4, hvor de fremmødte overnatter i deres biler. Der er dog ikke tale om et arrangement målrettet mod fly-entusiaster.

I stedet ønsker Melbourne Airport at sætte fokus på og indsamle penge til kvinder og nonbinære personer, som oplever øget risiko for at blive hjemløse i forbindelse med vold i familien.

”Live Like Them Challenge” hedder projektet, og meningen er, at de overnattende på egen krop skal mærke, hvad tusindvis af mennesker oplever hver nat, skriver Melbourne Airport i en pressemeddelelse.

For at samle penge ind tager lufthavnen 100 australske dollars, svarende til godt 450 danske kroner, for at deltage, og derudover er der åbent for donationer.

Melbourne Airport er blandt Australiens mest travle, og sidste år gjorde 30,7 millioner passagerer brug af lufthavnen. Med ”Live Like Them Challenge” håber man på at indsamle cirka 450.000 danske kroner.

”Live Like Them Challenge er en unik mulighed for, at fællesskabet omkring lufthavnen sammen kan øge synligheden for de mennesker, der oplever hjemløshed, efter at de udsættes for vold i familien,” fortæller Lorie Argus, som er administrerende direktør i Melbourne Airport.

Går til velgørende organisationer
Alle midler, som lufthavnen lykkes med at indsamle den 5. september, går til de to organisationer Juno og McAuley Community Services. De to organisationer arbejder for at hjælpe kvinder og nonbinære samt deres børn, som oplever hjemløshed og familievold i det nordlige og vestlige Melbourne.

Melbourne Airport påpeger, at mere end 23.000 kvinder og 13.000 børn, som oplever familievold i Australien, blev hjulpet i forhold til hjemløshed af organisationer som Juno og McAuley i 2022 og 2023, mens 7.960 kvinder hvert år vender tilbage til voldelige hjem, fordi de ikke har råd til andre steder at bo.

ifølge Junos administrerende direktør, Tanya Corrie, skal arrangementet kaste lys over en måde at leve på, som ikke altid har fået den nødvendige opmærksomhed.

”Vi tænker tit på hjemløshed som at sove på gaden. Men vi overser samtidig oplevelserne blandt alt for mange kvinder og nonbinære personer, som hver nat sover i deres bil, fordi deres hjem ikke er et sikkert sted at være. Dette arrangement sætter fokus på en ubehagelig virkelighed, som har været gemt væk for længe.”


Relaterede artikler:

Foretager historisk Dreamliner-flyvning til Australien

Første nonstop-rute mellem Australien og Paris

Turkish Airlines får Australien med i rutenetværket