I den forgangne weekend blev et af Norse Atlantic Airways’ 787-9 Dreamliner-fly det første af sin slags til at flyve mellem Norge og Australien i et stræk. Det tilbagelagde 14.730 kilometer.
En presset økonomi har den senere tid udfordret Norse Atlantic Airways, der har haft kurs mod et likviditetsproblem, været på en nu fejlslagen investorjagt og har udsigt til et underskud i regnskabet for andet kvartal, da forretningen ikke artede sig, som man havde håbet.
Så meget desto mere har selskabet formentlig glædet sig over den flyvning, som man stod bag lørdag i den forgangne weekend, hvor et af Norse Atlantic Airways’ Boeing 787-9 Dreamliner-fly lettede fra hjemlandet Norge på en flyvning, der nu beskrives som værende historisk.
Fløj i over 16 timer
Flyvningen fandt sted mellem hovedstadslufthavnen Oslo-Gardermoen (OSL) og Darwin International Airport (DRW), der som den eneste lufthavn betjener byen af samme navn, som er hovedstad i det store område ved navn Northern Territory.
Ifølge Norse Atlantic Airways endte netop denne flyvning med at være en milepæl, da den repræsenterer første gang, at der flyves nonstop fra en lufthavn i det skandinaviske land til Australien.
Boeing-flyet, der bærer registreringen LN-FNB, tilbagelagde en strækning på 14.730 kilometer på flyvningen, der var chartret af det spanske flyselskab Albastar via flymægleren Aircontact. Det var på vingerne i 16 og en halv timer.
Har også haft Dreamliner i Antarktis
Hos Norse Atlantic Airways fremhæver Mette Birkedahl, der er direktør charter og ACMI, den rolle, som Boeing-flytypen har spillet i at flyvningen kunne lade sig gøre.
”At vi har kunne gennemføre denne charterflyvning mellem Norge og Darwin, der blev den første af sin slags, er et billede på vores ønske om at levere fremragende service for vores kunder.”
”Boeing 787-9 Dreamliner er det perfekte fly til ultralangdistanceflyvninger, og vi er stolte af at demonstrere dets evner på denne historiske flyvning.”
I november sidste år blev Norse Atlantic Airways det første flyselskab, der sendte en Dreamliner til Antarktis, da LN-FNC fløj fra Gardermoen til flyvepladsen Troll Airfield i området Queen Maud Land med en mellemlanding i Cape Town i Sydafrika.
Relaterede artikler:
Udfordret flyselskab løser likviditetsproblem