Tre nordiske flyselskaber har offentliggjort trafiktallene fra februar, og på trods af coronakrisen var der fremgang hos alle tre selskaber. Til gengæld er udsigterne for marts ikke særligt lovende.
Selvom smittespredningen af COVID-19 for alvor tog fart i Norditalien og andre steder i Europa i slutningen af februar, så nåede det ikke for alvor at påvirke passagertallet hos de nordiske flyselskaber.
Således rapporterer både SAS, Finnair og Icelandair om passagerfremgang i årets andet måned, som dog havde 29 dage i stedet for de sædvanlige 28 dage. Derfor kunne man alt andet lige forvente en fremgang på op imod 3,5 procent, hvis aktiviteten var på samme niveau som året før.
Sådan var det faktisk for SAS, hvor 2.109.854 passagerer var ombord i selskabets fly mod 2.031.218 samme måned året før. Det svarer til en fremgang på 3,9 procent, hvilket således var marginalt bedre end, hvad skuddagen tilføjede. Det var endda i en måned, hvor SAS havde aflyst samtlige flyvninger til Beijing og Hong Kong.
Men sådan kommer marts dog ikke til at se ud. Kina-aflysningerne fortsætter, og SAS har i begyndelsen af måneden aflyst afgangene til Hong Kong samt fire lufthavne i Norditalien.
“Vi har mærket reduceret efterspørgsel på grund af COVID-19-udbruddet, primært på interkontinentale rejser og rejser til og fra Norditalien, men også i andre dele af vores rutenetværk. For at afbøde nogle af de negative økonomiske effekter reducerer SAS lang- og kortdistancenetværkskapacitet på ruter med lave forudbestillinger,” siger koncernchef Rickard Gustafson.
Tilbagegang mellem Finland og Asien
Hos kollegerne i Helsinki var februar også en måned, der var præget af COVID-19. Finnair registrerede 1.035.000 passagerer i februar, hvilket var en stigning på 4,0 procent i forhold til februar sidste år og således en smule bedre, hvis man korrigerer for skuddagen.
Fremgangen skete på trods af en markant passagernedgang på Asien-ruterne, hvor der var 161.400 rejsende mod 189.500 året før. Det svarer til en tilbagegang på 28.100 Asien-rejsende, eller hele 14,8 procent.
Tilbagegangen på de asiatiske ruter opvejes dog af passagerfremgang på ruterne til Nordamerika og Europa samt på indenrigsruterne.
Heller ikke hos Finnair forventer man, at marts-tallene bliver så gode, som det var tilfældet med februar. Finnair har aflyst samtlige flyvninger til Kina – Beijing Capital Airport, Shanghai, Beijing Daxing, Nanjing, Guangzhou og Xi’an – frem til udgangen af april. Ruten til Seoul er midlertidigt sat på pause, flere Osaka-frekvenser skåret bort, mens Busan-åbningen er udsat til juni. Herudover er en af to daglige afgange til Hong Kong annulleret sammen med flyvningerne til Milano.
Flere passagerer til Island
Mens Finnair primært er fokuseret mod øst, så har Icelandair blikket rettet mod Canada og USA i vest. På grund af en ændret strategi kunne Icelandair i februar notere en fremgang på 27 procent i passagerer til Island, mens transfertrafikken til og fra Nordamerika faldt med 17 procent.
Samlet rejste 225.635 passagerer på selskabets internationale ruter mod 208.252 i samme måned året før. Det svarer til en fremgang på hele 8,3 procent. Til gengæld var der en passagertilbagegang på 10 procent på Air Icelands indenrigsruter samt på ruterne til Færøerne og Grønland.
COVID-19 kan også mærkes på Island, hvor der i øjeblikket er 42 smittede, hvilket er dobbelt så mange som i Danmark. Derfor har det islandske flyselskab aflyst omkring 80 ud af 3.500 flyvninger i marts og april.
“Som tidligere bebudet analyserer Icelandair i øjeblikket mulige scenarier og afbødende handlinger med hensyn til COVID-19-udbruddet og vil informere markedet om de mulige effekter på dets økonomiske resultat og operationer, når yderligere sikkerhed er nået,” lyder det fra Icelandair.
Relaterede artikler:
Flyaflysninger stiger eksplosivt