KLM anbefaler passagererne at møde op i Amsterdams Schiphol-lufthavn tre timer før afgang mod tidligere to timer på grund af udsigten til lange køer.
Hvis man i de kommende måneder vil rejse mellem Billund og Amsterdam uden at skulle videre fra den hollandske storlufthavn, bør man belave sig på at have god tid til rådighed. Billund Lufthavn anbefaler i øjeblikket, at passagererne møder op en en halv time tidligere før flyafgang, mens KLM netop har anbefalet rejsende fra Amsterdam Schiphol Airport at møde op tre timer før flyafgang mod tidligere to timer.
I Billund Lufthavn er det midlertidige kapacitetsproblemer ved sikkerhedskontrollen, der driller, mens Schiphol-lufthavnen har så meget vokseværk, at det ikke er muligt at håndtere den øgede passagermængde i mange dage i løbet af sommertrafikprogrammet, hvor rejseaktiviteten er ekstra stor.
“Via forskellige kommunikationskanaler anbefaler KLM passagererne at møde op i Amsterdam Airport Schiphol tre timer før flyafgang i stedet for to timer som tidligere. Dette gælder for KLM´s europæiske og interkontinentale flyvninger ud af Schiphol. Dette er som følge af forventet overbelastning og lange ventetider i sikkerhedskontrollen i Schiphol,” hedder det i en meddelelse fra KLM.
På de sociale medier er der i øjeblikket mange opdateringer fra utilfredse passagerer, der har stået i kø meget længe for at komme igennem sikkerhedskontrollen i den hollandske hovedstadslufthavn, der har udsigt til at blive Europas næststørste, hvis den markante vækst fortsætter på samme niveau resten af året.
3rd queue 1hr spent Approx 1050 people in front of me in 7 rows of ~150 why can’t #schiphol figure this out and manage it?! pic.twitter.com/rVwL9ymf1U
— John Blazey (@John_Blazey) 22. april 2017
Kan ikke undgå ventetid
Ved indgangen til sommertrafikprogrammet havde Schiphol Airport allerede advaret om, at der kunne forventes massiv travlhed og dermed også lange køer. For blot 10 dage siden meddelte lufthavnen, at man som udgangspunkt skulle møde op i lufthavnen to timer før afgang til europæiske destinationer samt tre timer, hvis der var tale om rejser til lande udenfor Schengen-området. Men nu er mødetiden opjusteret til tre timer på alle europæiske flyvninger.
Schiphol-lufthavnen opfordrer indtrængende passagererne om at møde op til tiden – hverken før eller senere. Samtidig er det vigtigt, at man efter check-in fortsætter direkte til sikkerhedskontrollen og på forhånd har sikret, at man ikke har væsker eller andre ting i håndbagagen, der vil skulle konfiskeres.
“Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi gøre alt hvad der er muligt for at minimere ventetiden. Der skal dog altid forventes en smule ventetid, da sikkerhed er vores højeste prioritet, og sikkerhed betyder, at passagererne skal checkes grundigt,” lyder det i en meddelelse fra lufthavnen.
Den travle højsæson blev indledt den 21. april og vil vare frem til udgangen af oktober måned. I denne periode vil der være ikke færre end 134 dage, hvor der vil passere flere end 200.000 passagerer gennem lufthavnen. Dermed vil der være udsigt til, at samlet op imod 69 mio. passagerer skal rejse gennem lufthavnen i år. Det er dobbelt så mange som for blot 10 år siden.
Det har derfor været nødvendigt for Schiphol Airport at etablere en midlertidig afgangshal for at tage noget af trykket i forhold til det voksende antal passagerer. Herudover er man ved at opføre en ny terminal-finger, der forventes at blive taget i brug i slutningen af 2019.
Relaterede artikler:
Schiphol Airport bliver næststørste lufthavn i Europa
Ny afgangshal taget i brug i Schiphol
Schiphol ind på en tredjeplads