Piloter fra Southwest Airlines. (Foto: Southwest Airlines | PR)

Piloter får øjeblikkelig lønstigning på 29 procent

Nu har piloterne hos Southwest Airlines stemt for en ny overenskomstaftale, der sikrer dem et øjeblikkeligt lønhop, mindre justeringer i de kommende år samt flere andre ændringer.

Tusindvis af piloter hos Southwest Airlines kan se frem til at få mere i lønposen, da ledelsen hos det amerikanske flyselskab og en stor pilotforening er blevet enige om vilkårene i en ny overenskomstaftale, der vil gælde i de kommende år.

Den seneste overenskomstaftale udløb i 2020, og siden dengang har det store lavprisflyselskab siddet ved forhandlingsbordet sammen med Southwest Airlines Pilots Association (SWAPA), der repræsenterer flere end 11.000 Southwest Airlines-piloter.

Drøftelserne resulterede i et udkast til en aftale, som netop er blevet godkendt ved en afstemning blandt medlemmerne af pilotforeningen. Det oplyses, at 98,8 procent af de stemmeberettigede gav deres mening til kende. Heraf stemte 92,73 procent for, mens 7,27 procent var imod.

Både løn og pension stiger
Den nye aftaler løber frem til december 2028, og den justerer både ved piloternes lønniveau og deres arbejdsvilkår, oplyser SWAPA.

Først og fremmest har piloterne udsigt til en øjeblikkelig lønstigning på 29,15 procent. Denne efterfølges af stigninger på fire procent i henholdsvis 2025, 2026, og 2027, inden de ansattes løn justeres en sidste gang under den nye overenskomst. Det bliver med 3,25 procent i 2028.

I tillæg hertil ændrer den nye aftale blandt andet også på den måde, som piloternes vagtplaner tilrettelægges på fremover, giver dem ret til mere barselsorlov end tidligere, yder støtte ved skader og øger de ansattes pension.

Vil tage tid
Casey Murray, der er formand for Southwest Airlines Pilots Association, mener, at den nye aftale vil tjene til at fremtidssikre de ansatte i cockpittet hos flyselskabet.

”Denne overenskomst har været lang tid undervejs, og det er kunne takket være sammenholdet blandt piloterne, at det har været muligt at få de forhandlet de forbedrede vilkår på plads. Overenskomsten vil give vores medlemmer den sikkerhed, som de længe har haft krav på.”

Til trods for at lønstigningen er øjeblikkelig, er det ikke alle delelementerne i aftalen, der træder i kraft med det samme, lyder det fra formanden.

”Det kommer til at tage noget tid at føre alle tiltagene i denne aftale ud i livet, men vi vil arbejde sammen med Southwest med henblik på at sikre, at alle de ændringer, som vil forbedre livskvaliteten for vores piloter, bliver implementeret så hurtigt som muligt.”


Relaterede artikler:

Undersøger muligt brud på overenskomst med SAS

Lander overenskomst for piloter og kabine i CityJet

Dansk Metal tegner overenskomst med Ryanair