Emirates startede sin Oslo-rute den 1. september 2014. Foto: Oslo Lufthavn AS / Espen Solli

Pilotmangel hos Emirates

Emirates må reducere på flere ruter på grund af pilotmangel i den kommende travle sommersæson. Det går blandt andet ud over rute til Skandinavien.

Emirates er verdens største langdistanceflyselskab og beskæftiger over 4.000 piloter på sin flåde af Airbus A380 og Boeing 777 langdistancefly. De betjener blandt andet København, Stockholm og Oslo.

Selskabet tiltrækker piloter fra hele verden, men nu oplever Emirates tilsyneladende problemer med at rekruttere personale til cockpittet. I de kommende måneders højsæson for interkontinentale rejser kommer selskabet til at mangle mellem 100 og 150 piloter. Det får konsekvenser for en række ruter til Europa, Asien og USA, hvor man må reducere antallet af rotationer henover sommeren og foråret.

Det fortalte selskabets topchef Tim Clark på et pressemøde i forbindelse med Aircraft Interiors Expo i Hamborg i sidste uge. Tim Clark oplyste samtidig, at reduktionen i antallet af afgange bliver kortvarig, og at manglen på piloter skulle være løst i løbet af september eller oktober.

Færre forbindelser til Oslo i maj
Emirates-ruten mellem Dubai og Oslo er blandt de ruter, som Emirates vælger at skære ned på som følge af pilotmanglen. Emirates har en daglig rotation mellem Dubai og Oslo med en Boeing 777-300ER med plads til 360 passagerer – lørdage flyves dog med den mindre Boeing 777-200LR.

Selskabet vælger at tage en af de ugentlige rotationer ud, så man fra syv til seks ugentlige forbindelser mellem Oslo og Dubai.

München- og London-ruter rammes også
De øvrige ruter til Skandinavien bliver ikke berørt, men det gør en række andre Emirates-ruter fra Dubai til Europa. Ruten til München går fra tre til to daglige forbindelser i maj og juni, mens ruten til London Heathrow reduceres fra seks til fem daglige forbindelser fra slutningen af april til slutningen af maj.

Herudover skærer Emirates ned på antallet af forbindelser på ruterne fra Dubai til Bangkok, Phuket og Kuala Lumpur samt på ruterne til Ft. Lauderdale og Orlando i USA.

Det er uklart, hvad pilotmanglen i Emirates skyldes. På mødet i Hamborg sagde Tim Clark, at Emirates de seneste måneder oplevet stigende efterspørgsel fra kunder i Mellemøsten og USA. Men det forklarer ikke en akut mangel på op til 150 piloter.

 

Relaterede artikler:

Fortsat Emirates-fremgang i CPH

Emirates dobbelt daglig fra Skandinavien

Emirates øger til Stockholm