Fly fra Finnair i Helsinki Lufthavn. (Foto: Finavia)

Pilotstrejke rammer 33.000 Finnair-passagerer

Piloterne i Finnair strejker på to udvalgte dage i december. Omkring 300 flyvninger må aflyses, heraf 16 flyvninger til og fra Københavns Lufthavn.

Den finske pilotforening SLL (Suomen Liikennelentäjäliitto) har organiseret piloterne i Finnair siden 1949, og nu er en konflikt under opsejling.

SLL har i et stykke tid ført forhandlinger med arbejdsgiverorganisationen Palta, som Finnair er medlem hos, og derigennem er det ikke lykkedes at nå frem til en aftale om de ønskede lønstigninger og forbedring af piloternes pensionssystem.

“Vi arbejder mod at sikre kompensation for de betydelige effektiviseringstiltag, der er foretaget i de foregående år. Arbejdsgiversiden har dog ikke været villig til overhovedet at diskutere ændringer,” siger SLL-formand Vesa Uuspelto til det finske medie yle.fi.

To strejkedage i december
Derfor har SLL varslet en strejke, der finder sted den 9. og 13. december 2024, og det er en strejke, der ventes at ramme omkring 33.000 rejsende med Finnair.

“Det er skuffende, at den finske luftpilotforening har valgt at strejke frem for at forhandle. Det forstyrrer desværre tusindvis af vores kunders rejseplaner i sæsonen op til jul. Vi gør alt, hvad vi kan for at servicere vores kunder godt selv også i denne vanskelige situation og vil tilbyde alternative flyvninger til så mange kunder som muligt,” siger Finnairs driftsdirektør Jaakko Schildt.

Finnair har allerede annulleret 140 flyvninger den 9. december og 150 flyvninger den 13. december. Derudover er der også 13 aflysninger den 10. december samt én den 11. december. Også den 14. december bliver der følgeaflysninger, idet er er 15 aflysninger denne dag.

Rammer flyvninger fra København til Helsinki og Doha
Finnair oplyser, at det ikke vil være muligt at tilbyde alle passagerer en ombooking, der er tæt på den oprindelige. Flyselskabet vil dog kontakte de berørte, og hvis der ikke kan findes en løsning, bliver billetten fuldt ud refunderet.

Blandt de mange aflysninger er der 16 flyvninger til og fra København, der vil blive ramt af pilotstrejken. De drejer sig om to rundture til Doha i Qatar samt seks rundture mellem København og Helsinki.

“Vi er meget kede af den bekymring og ulejlighed, denne situation påfører vores kunder. Vi vil gøre vores allerbedste for at gøre det muligt for vores kunder at gennemføre deres rejseplaner på trods af denne uheldige situation,” lyder det fra flyselskabets driftsdirektør.

 

Relaterede artikler:

Strejker kostede Finnair dyrt i første kvartal

Strejke rammer Finnair: 60.000 passagerer berøres

Strejke tvinger Finnair til over 100 aflysninger