Fremover vil Play have et øget fokus på supplerende indtægtsstrømme. Derfor har flyselskabet ansat en specialist på området, der har erfaring fra blandt andet Wizz Air, Avianca og Ryanair.
Siden Play første gang fik luft under vingerne i løbet af juni 2021, har det islandske flyselskab haft travlt med både at opbygge en flåde samt en portefølje af ruter. Senest har man ansat en specialist, der skal hjælpe med at øge indtjeningen.
Det drejer sig om Emilio Chacon Monsant, der fremover vil være chef for det forretningsområde, som kaldes ancillary revenue. Det vil altså sige, at han får ansvaret for prissætningen af de supplerende indtægtsstrømme såsom gebyrer og tillægsydelser, som Play tilbyder passagererne.
Ifølge flyselskabet er det et forretningsområde, man har ønsket at prioritere højere. Monsant skal derfor agere bindeled mellem de forskellige afdelinger hos Play således, at man både kan gribe de muligheder, der allerede eksisterer, og skabe nye lejligheder til at polstre bundlinjen, lyder det.
Wizz Air, Ryanair og andre
Emilio Chacon Monsant stammer fra Barcelona i Spanien, og bibringer erfaring fra en hel række flyselskaber, hvor han har arbejdet med netop prissætning af tillægsydelser. Senest har han været ansat ved konsulentvirksomheden Aquila, der blandt andet er beskæftiget i rejsebranchen.
Et blik på Monsants CV afslører, at han mellem november 2022 og frem til juni i år har stået i spidsen for prissætning hos Wizz Air, mens han tidligere har været ansat hos det colombianske flyselskab Avianca, hvor han også havde fokus på supplerende indtægtsstrømme.
Derudover har han gennem sin karriere ligeledes beskæftiget sig med området hos Aeromexico, Ryanair og Vueling, hvor han har haft forskellige stillinger med optimering af selskabernes supplerende indtægtsstrømme som et gennemgående omdrejningspunkt.
Er et vigtigt element i forretningen
Emilio Chacon Monsant hæfter sig ved, at han tiltræder det islandske flyselskab på et tidspunkt, hvor det fortsat er under udvikling.
”Jeg er begejstret over at tiltræde en stilling i Play på så spændende et tidspunkt i dette unge flyselskabs historie. Play har været inde i en travl periode i de seneste to år, men har nu fundamentet på plads til at gå i gang med næste fase af selskabs udvikling.”
”Selskabets er perfekt positioneret, og jeg ser frem til at indfri dets ambitiøse mål sammen med resten af holdet,” slår han fast.
Sonja Arnórsdóttir, der er kommerciel direktør hos Play, fortæller, at Monsant i hendes optik vil bringe en ekspertise med til flyselskabet, som vil være til gavn på dets videre færd.
”Det er en stor fordel for os, at vi har fået Emilio med på holdet. Han bringer en masse erfaring med ind i flyselskabet, som vi kommer til at kunne gøre brug af i forhold til at øge supplerende indtægtsstrømme, som er et vigtigt element i vores forrentning.”
Relaterede artikler:
Play bedst fra start i Billund Lufthavn