Plutonium fragtes med passagerfly

Plutonium sendes ofte med passagerfly fra Oslo lufthavn og ud i verden. Men kun i bittesmå mængder.

Hvis man flyver med rutefly fra Oslos Gardermoen lufthavn kan man være ude for, at få følgeskab af plutonium. Det norske forskningsanlæg Halden bruger nemlig rutefly, når plutonium skal transporteres til og fra anlæggets forsøgsreaktor. Det skriver den norske avis Klassekampen.

Sidste gang Halden sendte plutonium med flyet var i 2011. Halden vil ikke oplyse, hvilke flyselskaber man bruger. Men Klassekampen skriver, at blandt andet SAS tillader plutoniumtransporter.

Plutonium til atomkraftværker transporteres kun med skib eller lastbil. Kun i meget sjældne tilfælde flyves det. Plutonium til forskning sendes derimod ofte med fly frem og tilbage mellem forsøgslaboratorier verden over.

Men der er meget strikse regler for flytransporterne. De normale bagageregler om i nærheden af 10 kilo håndbagage og 20 kilo indtjekket bagage er sat ud af kraft når underbukser og solcreme er udskiftet med plutonium i kufferten. Aller højest 15 gram plutonium, der transporteres i en særlig beholder, er det tilladt at medbringe. Og kaptajnen skal vide besked om det.

Radioaktive røgalarmer
Herhjemme lukkede Forsøgscenter Risø sin sidste reaktor i 2001. Og derfor sender Risø ikke på samme måde som nordmændene plutonium rundt i verden.

Helt almindelige ting som eksempelvis røgalarmer indeholder ufarlige mængder af radioaktive stoffer, ligesom radioaktive kilder bruges til medicinske formål som blandt andet kræftbehandling. Derfor transporteres der hver dag radioaktivt stof med passagerfly.