Alan Joyce. (Foto: The Pinnacle Foundation | PR)

Qantas-koncernchef stopper i utide

Beskyldninger om at Qantas har solgt billetter til aflyste flyvninger, har fået koncernchef Alan Joyce til at trække sig. Hans efterfølger bliver selskabets første kvindelige topchef.

Nu blæser der nye vinde på direktionsgangen hos Qantas, da Alan Joyce, der i en lang årrække har været koncernchef for det australske flyselskab, er stoppet to måneder før, at det oprindeligt var planlagt, at han skulle forlade sin post.

I maj blev det offentliggjort, at Joyce ville trække sig tilbage til november i år, men skæringsdatoen endte med at blive fremrykket. Den beslutning blev offentliggjort i kølvandet på, at en australsk forbrugerorganisation har lagt sag an mod flyselskabet.

Organisationen påstår, at Qantas fra maj til og med juli sidste år solgte godt 8.000 billetter til flyvninger, som allerede var blevet aflyst, hvilket er i strid med den gældende forbrugerlovgivning i Australien.

I en officiel udtalelse om sin tilbagetrækning fra selskabet udtaler Alan Joyce, at de seneste ugers fokus på flyselskabet og hændelser fra fortiden har fået ham til at indse, at han ikke vil stå i vejen for, at Qantas kan få en ny start og komme videre.

Ser en lys fremtid for Qantas
I sin tid som topchef er Joyce blandt andet blevet kritiseret for at have fyret ansatte, at grounde hele flyselskabets flåde under en konflikt om overenskomstaftaler og for at have fået regeringen til at stoppe Qatar Airways i at øge frekvensen i selskabets flyvninger til Australien. Det skriver Reuters.

Trods det igangværende stormvejr i medierne som følge af billetsalget til de aflyste flyvninger, slår Alan Joyce fast, at han mener, at det australske flyselskab er godt rustet til at stå imod de udfordringer, der venter forude.

”Der er meget i mine 22 år hos Qantas, som jeg er stolt af. Heriblandt de 15 år som koncernchef. Der har været mange op- og nedturen, og der udestår uden tvivl fortsat et stort arbejde for at sikre, at vi altid indfrier vores kunders forventninger, men jeg forlader selskabet med en tro på, at selskabet grundlæggende er stærkt og har en lys fremtid foran sig.”

Skal genvinde tilliden
Det er flyselskabets tidligere finansdirektør Vanessa Hudson, der er blevet udpeget som ny koncernchef. Hun er tiltrådt stillingen, men Hudson bliver først formelt udpeget efter en afstemning på selskabets årlige generalforsamling, der finder sted til november.

Den nye koncernchef har været i Qantas siden 1994 og i årenes løb har hun bestredet en række forskellige stillinger. Hun bliver den første kvindelige koncernchef for det australske flyselskab. Den nuværende direktør for strategi, mennesker og teknologi, Rob Marcolina, bliver ny finansdirektør.

”Denne ændring falder på et tidspunkt, der helt oplagt er udfordrende for både Qantas og de ansatte. Vi er blevet tildelt en vigtig opgave i, at vi skal gøre os fortjent til, at offentligheden atter kan have tillid til selskabet. Dét er bestyrelsens førsteprioritet, og det bliver den opgave, som Vanessa og resten af ledelsen skal fokusere på at løse,” siger bestyrelsesformand Richard Goyder fra Qantas.


Relaterede artikler:

Kan flyve nonstop fra Australien til hele verden

Finnair skal på vingerne i Australien

Qantas leverer bundsolidt Business Class-produkt