Airbus A330-300 fra Finnair i Københavns Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Finnair skal på vingerne i Australien

I de kommende år vil flere af Finnairs-fly betjene ruter fra Australien og en række andre destinationer. Det sker som led i en aftale, der er indgået mellem det finske flyselskab og Qantas.

Omtrent samtidig som det begyndte atter at lysne for luftfartsbranchen efter flere hårde år i COVID-19-pandemiens greb, valgte Rusland at sende tropper ind over grænsen til Ukraine og optrappe den konflikt, der har ulmet siden 2014.

Det endte med at få utilsigtede konsekvenser for Finnair, da Rusland som modsvar på de sanktioner, som det krigsførende land efterfølgende blev ramt af, valgte at udelukke flyselskaber fra en lang række land fra dets luftrum. Finland var et af disse, hvilket vanskeliggjorde Asien-trafikken, som ellers har spillet en stor rolle i Finnairs trafikprogrammer.

Siden har flyselskabet søgt at få en bredere geografisk spredning i de ruter, der beflyves, og nu har man netop indgået en ny aftale med oneworld-alliancepartneren Qantas, som sikrer beskæftigelse til to af de i alt otte Airbus A330-300-fly, som er en del af Finnairs flåde og kom i klemme ved luftrumslukningen.

Både wet- og drylease
Finnair oplyser, at aftalen mellem de to flyselskaber konkret går ud på, at Qantas vil wetlease Airbus-flyene i to år, og når kalenderen viser 2025 ændres aftalen til en drylease, som derefter vil løbe i to og et halvt år.

Aftalen går i gang til oktober i år, hvor det første fly påbegynder flyvningerne på vegne af Qantas, mens det næste kommer med i begyndelsen af 2024. De skal flyve ruter fra Sydney og Singapore samt Sydney og Bangkok.

Det vil fungere sådan, at piloterne vil foretage Finnair-ruteflyvninger fra Helsinki til Singapore og Bangkok, hvorefter de vil varetage flyvningerne for Qantas, inden de på ny vender hjem til basen i den finske hovedstadslufthavn.

Hele A330-flåden i beskæftigelse
Det kabinepersonale, som skal med ombord, vil komme fra Finnairs-samarbejdspartnere i Singapore og Bangkok, ligesom flyene vil blive vedligeholdt på faciliteter, som drives af flyselskabets partnere i de lufthavne, der skal beflyves i forbindelse med Qantas-aftalen.

Det oplyses, at Finnair har sikret tilstrækkeligt med ansatte således, at den nye aftale ikke vil påvirke driften på flyselskabets egne ruter.  Overordnet set er flyselskabet godt tilfredse med aftalen. Det fortæller Antti Tolvanen, der er direktør for netværk og lønsomhed ved Finnair.

”Vi er glade for, at vi får mulighed for at udvide samarbejdet med vores oneworld-kollega Qantas, og aftalen giver os mulighed for at gøre brug af hele vores A330-flåde i operationer, der lønner sig,” slår direktøren fast.


Relaterede artikler:

Tredje kvartal i træk med positiv drift

Finnair: Mindre Asien-fokus efter slut på Ukrainekrig

Finnair trækker trussel om outsourcing tilbage