Qantas har valgt Airbus A350-1000 frem for Boeings 777X til kommende ultra-lange ruter fra den australske østkyst til London og New York.
I marts 2020 vil ledelsen i det australske flyselskab Qantas tage endelig stilling til, om man vil gå videre det såkaldte projekt Sunrise. Projektet skal i sidste ende føre til etableringen af direkte flyruter mellem Sydney og andre byer på den australske østkyst og eksempelvis London og New York med flyvetider på op mod 21 timer.
For at realisere projektet skal Qantas have nye flytyper, som er i stand til at gennemføre de ultra-lange nonstop flyvninger, hvilken ingen eksisterende langrutefly kan med fuld last. Qantas har længe været i dialog med både Boeing og Airbus om udviklingen af flytyper til projektet – henholdsvis Boeing 777X og Airbus A350-1000.
Fredag kunne så Qantas annoncere, at det bliver Airbus A350-1000, som selskabet kommer til at satse på, hvis det går videre med projekt Sunrise.
”Efter detaljeret evaluering af Boeing 777X og Airbus A350 har Qantas valgt A350-1000 som det foretrukne fly, hvis Sunrise-projektet fortsætter,” siger Qantas i en pressemeddelelse.
Ekstra brændstoftank og øget startvægt
”Dette fly bruger Rolls Royce Trent XWB-motoren, som har vist en stærk pålidelighed efter at have været i tjeneste hos flyselskaber i mere end to år. Airbus vil tilføje en ekstra brændstoftank og øge den maksimale startvægt lidt for at levere den krævede ydelse til Sunrise-ruter,” hedder det i meddelelsen.
Det australske flyselskab har endnu ikke placeret ordrer på A350-1000, men selskabet vil arbejde tæt sammen med Airbus for at udarbejde kontraktvilkår for op til 12 fly forud for den endelige beslutning om projektet i Qantas’ bestyrelse.
Airbus har accepteret at forlænge fristen for at bekræfte leveringstider fra februar 2020 til marts 2020. Dette giver ekstra tid til at forhandle om overenskomster forud for den planlagte startdato for Project Sunrise-flyvninger i første halvår 2023.
Sidste testflyvning i næste uge
Qantas vil 17. december gennemføre den sidste af tre testflyvninger i projektet med en direkte flyvning fra New York til Sydney. Qantas har de seneste to måneder gennemført én direkte testflyvning fra New York til Sydney og én direkte flyvning fra London til Sydney. Disse flyvninger på over 19 timer nonstop er foregået med Boeing 787-9 Dreamliner med kun få passagerer og ingen last.
Når den sidste testflyvning er gennemført, vil Qantas have næsten 60 timers erfaring med ultra-lange flyvninger og tusindvis af datapunkter om besætningens og passagerernes velvære om bord under de lange flyveture.
Drøftelser med piloter
Data om besætningens velvære vil blive brugt som en del af de sidste drøftelser med de australske luftfartsmyndigheder om en udvidelse af de nuværende grænser for, hvor længe piloter må flyve. Samtidig fortsætter selskabet forhandlinger med piloter om blandt andet lønforhøjelser til de piloter, der skal flyve på de ultra-lange ruter.
Qantas arbejder også videre med, hvordan kabinerne i de nye fly skal designes. I løbet af testflyvningerne har forskere blandt andet betydningen af dedikeret plads på økonomiklasse, hvor passagererne har mulighed for at strække sig.
Stærk tro på projektet
Ifølge Qantas’ koncernchef Alan Joyce er selskabet tro på projekt Sunrise stærkere end nogensinde, især efter succeserne med de nylige testflyvninger.
”Fra testflyvningerne og det, vi har lært af to år med flyvninger på ruten fra Perth til London, har vi en stor tillid til markedet for direkte forbindelser fra byer som New York og London til østkysten af Australien,” siger Alan Joyce.
”A350 er et fantastisk fly, og den aftale med Airbus, som er på bordet, giver os den bedst mulige kombination af kommercielle vilkår, brændstofeffektivitet, driftsomkostninger og kundeoplevelse,” siger Qantas’ koncernchef.
Relaterede artikler:
19 timer og 15 minutter i luften
Qantas nonstop fra London til Sydney i testflyvning