Boeing 787-8 Dreamliner fra Qatar Airways i Gøteborg Landvetter Airport. (Foto: Qatar Airways/PR)

Qatar Airways øger på ny Skandinavien-rute

I december sidste år åbnede Qatar Airways mellem Gøteborg og Doha med fem ugentlige afgange. Nu har flyselskabet besluttet at øge med 40 procent.

Skandinaviens fjerdestørste lufthavn er Landvetter Airport i Gøteborg. Den 12. december sidste år kunne den svenske lufthavn tage imod et stort internationalt flyselskab, der i dag pynter på lufthavnens rutekort.

Qatar Airways havde nemlig valgt Landvetter Airport som udgangspunktet for den første regionale satsning i Skandinavien, idet selskabet i forvejen fløj til de fire nordiske hovedstæder.

Tilsyneladende går det så godt med den nye rute, at Qatar Airways har besluttet at indsætte mere kapacitet. Fra den 1. december øges der med 40 procent, idet selskabet går fra fem ugentlige afgange til daglig betjening.

Rammer to trafikbølger
I dag flyves der tre gange om ugen på morgenafgangen og to gange på eftermiddagsafgangen. Dermed er der muligt at ramme to trafikbølger i Doha-Hamad International Airport.

Fra den 1. december vil Qatar Airways flyve på mandage, tirsdage, torsdage og søndag kl. 08.05 fra Gøteborg og kl. 15.10 på onsdage, fredage og lørdage.

Oneworld-selskabet benytter stadig 254-sæders Boeing 787-8 Dreamlinere til at tilbagelægge de 4.754 kilometer på den seks timer og 10 minutter lange flyvning til den rige ørkenstat.

Det er dog et fåtal af de rejsende, der har Doha som destination. I stedet benyttes det store trafikknudepunkt til flyrejser til Iran, Irak, Thailand, Vietnam, Fillipinerne og Australien.

Fast ruteudviklingskoncept
Udviklingen af ruten mellem Gøteborg og Doha følger samme mønster, som der er oplevet i andre lufthavne, som Qatar Airways betjener. I Gøteborg er man endda blevet begunstiget med en Dreamliner fra begyndelsen, mens Helsinki-ruten eksempelvis startede med den noget mindre Airbus A320.

Næste skridt vurderes at være en dobbelt daglig afgang, hvis ruten kan bære det.

Samtidig ventes der med spænding på det næste skridt fra Qatar Airways i forhold til udvikling af regionale ruter i Skandinavien. Hvis det følger mønstret fra andre flyselskaber, kan Bergen og Billund være de næste regionale lufthavne, der kan blive forbundet med Doha.

 

Relaterede artikler:

Qatar-topchef ser nordiske rejsende som trendsættere

Qatar Airways øger på nordisk rute

Qatar Airways starter ny rute til Gøteborg