Qatar Airways’ trusler om helt at droppe sit køb af Airbus A320neo-fly rykker en tand nærmere med en aftale med Boeing.
Qatar Airways lægger nu maksimalt pres på Airbus med hensyn til leverancerne af Airbus A320neo. Således har flyselskabet underskrevet en hensigtserklæring med Airbus’ ærkerival, Boeing, om levering af op til 60 Boeing 737 MAX-8 fly. MAX-flyene er netop Boeings modtræk til Airbus A320neo i den volumentunge mellemdistanceklasse af passagerfly.
Qatar Airways skulle allerede i december sidste år som lanceringskunde have modtaget det første A320neo-fly, men grundet problemer med motorens ydeevne i Mellemøstens varme klima måtte leveringen udsættes og Lufthansa trådte til som første bruger af flytypen. I april oplyste Qatar Airways så til nyhedsbureauet Reuters, at man så på muligheden for at skifte nogle af de bestilte Airbus A320neo-fly ud med konkurrenten Boeings maskiner.
I juni gjorde man alvor af truslen og afbestilte det første af i alt 46 Airbus A320neo og A321neo. I september blev yderligere to fly afbestilt. Og nu sender Qatar Airways så et stærkt signal om, at man sådan set godt kan finde på at vende Airbus helt ryggen og i stedet vælge Boeings MAX-fly.
Mere end femten år
Qatar Airways og Boeing indgik hensigtserklæringen i forbindelse med en ordre på 30 Boeing 787-9 Dreamlinere og 10 Boeing 777-300ER til en samlet listepris på 11,7 mia. dollars.
Hvis hensigtserklæringen en dag bliver forvandlet til en reel ordre og flyene bliver leveret, så vil det være første gang i mere end femten år, at Qatar Airways får Boeing-fly med kun en midtergang i sin flåde.
Man kan derfor foranlediges til at tro, at Qatar Airways blot har taget hensigtserklæringen med oven i den relle ordre for at presse Airbus yderligere. Ikke fordi man rent faktisk en dag vil benytte sig af optionen og købe op til 60 Boeing MAX-8 fly til en listepris på 6,9 mia. dollars.
Kræsen kunde
Qatar Airways’ nuværende Boeing-flåde består af 84 fly i en kombination af Boeing 787’ere og Boeing 777’ere. De er alle leveret i løbet af de sidste ni år. Med den nye ordre øger Qatar Airways sin faste ordrebeholdning af Boeing langdistancefly fra 65 til 105, herunder 60 Boeing 777X.
“Vi er meget stolte over, at en kræsen og markedsledende kunde som Qatar Airways ikke blot fortsætter med at købe vores nuværende produkter, men har også tillid til Boeings nye teknologi, der snart vil være på Boeing 777X og Boeing 737 MAX,” siger koncernchef for Boeing Commercial Airplanes, Ray Conner.
Relaterede artikler: