En af konklusionerne i en ny rapport er, at europæisk luftfart er godt rustet til at imødekomme de skærpede krav fra EU i de kommende år. Airlines for Europe øjner dog flere udfordringer.
Når samtalen falder på den rolle, som bæredygtigt flybrændstof – sustainable aviation fuel (SAF) – får i luftfartens grønne omstilling, er omdrejningspunktet ofte, at der ikke produceres tilstrækkelige mængder af det grønnere brændstof, der derfor er væsentligt dyrere end almindeligt jet fuel.
Begge dele er korrekte og relevante pointer, men nu har den hollandske virksomhed SkyNRG, der blandt andet blander og distribuerer SAF, foretaget en markedsundersøgelse, som rummer en god nyhed for de europæiske brancheaktører, der i de kommende år skal leve op til nye krav.
Sidste år nåede Europa-Parlamentet og Rådet nemlig til enighed om ReFuel EU Aviation-forslaget, der har til hensigt at mindske luftfartens klimaaftryk ved hjælp af et iblandingskrav, og første stadie af dette træder i kraft fra næste år.
Nok til at opfylde EU-kravet
Ifølge en rapport fra SkyNRG bliver det dog muligt for europæisk luftfart at leve op til ReFuel EU Aviation, der konkret vil kræve, at der fra næste år skal iblandes to procent SAF i det regulære flybrændstof, mens dette tal stiger til seks procent, når kalenderen viser 2030.
Nok er virksomheden i analysen kommet frem til, at der er nok bæredygtigt flybrændstof på markedet til, at flyselskaberne kan leve op til mindstekravet frem til 2030, men det vil dog kræve en hjælpende hånd, hvis de europæiske flyselskaber ønsker at være mere ambitiøse end som så.
Det er meldingen fra den europæiske lobbyorganisation Airlines for Europe (A4E), der påpeger, at en del flyselskaber allerede af egen drift har fastsat klimamål, der overstiger dem fra EU, men at det vil kræve såvel hjælp som økonomisk støtte fra politisk hold, hvis det skal være muligt at indfri disse.
Kalder det en kæmpe opgave
I forbindelse med at analysen er blevet udgivet har Laurent Donceel, der er fungerende administrerende direktør for Airlines for Europe, sat ord på flere af de udfordringer, som i hans optik i større eller mindre grad er hovedpiner for opbygning af en tilstrækkelig SAF-produktion i Europa i øjeblikket.
Det drejer sig blandt andet om omkostningerne til produktionen, adgangen til vedvarende energi og at man sikrer sig, at de råmaterialer, der anvendes i produktionen af flybrændstoffet, også er bæredygtige i sig selv.
”Det er positivt, at SkyNRG forventer, at der vil være tilstrækkeligt SAF på markedet til, at der kan leves op til kravene i ReFuel EU frem til 20230, men at forvandle en spirende SAF-produktion til én, der kan levere størstedelen af brændstoffet til flyselskaberne, er en kæmpe opgave.”
”Flyselskaber skal samarbejde med lufthavne om udvikle markedet for SAF, udefrakommende finansiering bliver nødvendigt for branchen, mens aktørerne i energiindustrien skal gøre alvor af at sige farvel til fossile brændstoffer,” siger Donceel.
Relaterede artikler:
SAS i SAF-register med 17 andre flyselskaber