Cabin crew hos Emirates. (Foto: Emirates | PR)

Nyt rekordregnskab: Ansatte får 20 ugers ekstra løn

De ansatte i Emirates har fået en ekstraordinær bonus på baggrund af et rekordoverskud samt en ekstraordinær indsats i hele marts. Dubai-selskabet kom ud af 2025/26-regnskabet med et overskud før skat på 42 milliarder kroner.

Opdatering 8. maj kl. 09.55. Der er tale om 20 ugers ekstra løn og ikke 20 måneders ekstra løn, som det fejlagtigt fremgik af rubrikken.

Dubai-baserede Emirates har netop udgivet årsrapporten for regnskabsåret 2025/25, der sluttede den 31. marts 2026. Det var en måned efter USA og Israel indledte krig med Iran, hvilket har påvirket flytrafikken i hele regionen.

Trods én måned ud af 12 måneder med nedsat aktivitet er det alligevel lykkedes for Emirates-koncernen at komme ud med et rekordresultat. Der blev leveret et overskud før skat på 6,6 milliarder dollars, hvilket svarer til 42 milliarder kroner. Overskuddet var båret af en rekordomsætning på 41 milliarder dollars (261 milliarder kroner).

Dermed fastholder Emirates ifølge eget udsagn sin position som verdens mest profitable flyselskab, hvilket kommer ejeren, Investment Corporation of Dubai (ICD) til gode, idet der kan hæves et udbytte på en milliard dollars (6,36 milliarder kroner).

Påskønner mod og robusthed
Det er ikke alene ejeren, der får økonomisk gevinst at det flotte resultat. Det gør de ansatte også, idet Emirates vil udbetale en bonus, hvad der svarer til 20 ugers løn til samtlige ansatte. Det skriver UAE-mediet Khaleej Times, der har set et brev fra Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum, der er bestyrelsesformand for Emirates Airline og CEO for Emirates Group.

“Marts 2026 vil med tiden fortone sig i hukommelsen, men vi vil aldrig glemme jeres mod og utrolige robusthed. I blev kaldt på banen i en af de mest komplekse og udfordrende perioder i vores historie, og I mødte op med engagement og passion. For det vil jeg altid være jer dybt taknemmelig,” lyder det blandt andet i brevet.

Flyselskabets bestyrelsesformand benyttede også lejligheden til at understrege, at selvom koncernen har været ramt siden den 28. februar, så er der stadig en gylden fremtid.

“Til alle kritikere, som mener, at Dubai og Emirates Group er i tilbagegang: Vi har hørt det før og modbevist dem hver eneste gang. Vi kommer tilbage større, bedre og mere slagkraftige, præcis som vi altid gør efter en krise.”

Holder fast i strategi og planer
Emirates har allerede genetableret 96 procent af det globale rutenetværk, hvad angår antallet af destinationer, og i de kommende måneder er det planen at øge kapaciteten trods den fortsatte geopolitiske uro i regionen.

Selskabet har nemlig taget hul på et nyt regnskabsår med solide kontaktreserver samt en afdækning af brændstofpriserne frem til 2028/29, hvilket betyder, at man vil fastholde det igangværende investeringsprogram, der omfatter nye fly og retrofit af eksisterende fly.

“Emirates Airlines årsregnskab viser en stærk finansiel udvikling og understreger luftfartsselskabets position globalt. At Emirates Airline både er verdens mest profitable luftfartsselskab og samtidig blandt verdens mest værdifulde brands blandt luftfartsselskaber, er en markant anerkendelse,” siger Morten Balk, landechef for Emirates Airline i Danmark. 

 

Relaterede artikler:

Emirates er tilbage med næsten hele rutenetværket

Emirates-topchef: Ingen ændringer i strategien

Emirates slår igen rekord i nyt regnskab