Robotten fra Roboxi i lufthavnen i Stavanger. (Foto: Øystein Løwer | Avinor | PR)

Robotter skal overvåge baner i norske lufthavne

I to lufthavne i Norge skal robotter holde øje med, om banelyset fungerer og forholdene ellers er, som de skal være. Det sker i et forsøg på at digitalisere og automatisere arbejdsopgaver.

Alt peger i retning af, at robotter, kunstig intelligens og andre avancerede teknologier i fremtiden vil komme til at spille en langt mere fremtrædende rolle i såvel privat- som arbejdslivet hos borgere i både Danmark og udlandet.

Den fremtid tager man nu atter et skridt i retning af i to norske lufthavne, hvor en nyudviklet robot i den kommende tid skal afprøves. Det fortæller selskabet Avinor, der varetager driften af 43 statsejede lufthavne på tværs af Norge.

Driftsselskabet vil nemlig i en periode gøre brug af en ny robot, der er udviklet og fremstillet af virksomheden Roboxi. Den er på størrelse med en bil, og tanken bag den er, at robotten på sigt potentielt skal kunne overtage opgaven med at inspicere banerne i Avinors lufthavne.

Jager fugle på flugt og inspicerer asfalt
I dag er det en eller flere ansatte, som kører rundt og holde øje med om alt er, som det skal være, på banerne. Personalet inspicerer eksempelvis om banelyset skulle være gået i stykker eller om der ligger fremmedlegemer på banen, da begge dele kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Disse opgaver og flere til kan dog blive varetaget ved hjælp af teknologi i fremtiden. Det fortæller Magnus Olsen Finnesand, der er medstifter af Roboxi.

”Robotten er udstyret med kameraer og sensorer, og den skal blandt andet kunne tjekke banelys. Den skal også kunne opdage og jage fugle væk, identificere og fjerne fremmedlegemer, der kan beskadige fly samt inspicere hegn samt holde øje med, om der er revner i asfalten.”

”Den vil i første omgang blive fjernstyret af en operatør via et kontrolpanel og kan køre med en hastighed på op til 100 kilometer i timen,” siger Olsen Finnesand, som tilføjer, at robotten på sigt vil kunne blive selvkørende og passe de omtalte opgaver helt automatisk.

Eksperimenterer med digitalisering
I tillæg til at robotten skal testes i Stavanger Airport vi den også blive afprøvet i lufthavnen i Alta, da klimaet på denne egn, der ligger i den nordlige del af Norge, er anderledes og mere krævende end i Stavanger, lyder det.

Forsøget er en del af en igangværende indsats hos Avinor, hvor selskabet eksperimenterer med at digitalisere en del af de arbejdsopgaver air side i lufthavnene, der hidtil har været håndteret manuelt af de ansatte.

Et andet element i det arbejde er, at man vil benytte kunstig intelligens og 5G-teknologi til at behandle den mængde af data, som indsamles af robotten undervejs. Det menes at kunne medvirke til, at nogle af processerne i arbejdet på den baggrund kan effektiviseres.

5G spås større rolle i fremtiden
Databehandlingen skal desuden give Avinor nødvendige erfaringer med brug af 5G-teknologi, som fremover skal bruges til andet og mere end blot at surfe på internettet med. Ifølge selskabets teknologidirektør Lars Vågsdal forudser man, at denne teknologi vil være vigtig for fremtidens lufthavnsdrift.

”Avinors behov for at teste 5G-teknologien er drevet af flere væsentlige faktorer. Det drejer sig blandt andet om det stadigt stigende niveau af aktivitet i luftfartsbranchen, hvor der skal håndteres flere passagerer og mere fragt samt et øget samarbejde med andre transportsektorer.”

”Derudover oplever vi en stigning i brugen af ​​autonome køretøjer og droner samt et behov for adgang til avancerede sensorer. Derfor har vi et behov for en pålidelig kommunikationsinfrastruktur, da en sådan bliver afgørende for fremtiden i luftfart.”


Relaterede artikler:

Svagere trafikudvikling end forventet i norske lufthavne

Vil gøre luftfarten mere bæredygtig på jorden

Robot bringer mad til passagerer i lufthavn