Terminalområde i Oslo Lufthavn. Foto: Øystein Løwer/Avinor

Svagere trafikudvikling end forventet i norske lufthavne

De norske lufthavne under Avinor havde samme antal passagerer i september i år som i samme måned sidste år, og lufthavnene er fortsat 10 procent under 2019-niveauet.

Årets første efterårsmåned gik ikke helt som forventet hos den norske lufthavnsoperatør Avinor, der driver 43 statsejede lufthavne.

I alt 4.498.000 passagerer gik gennem de norske lufthavnsterminaler i september, hvilket var samme antal som i samme måned sidste år. Sammenlignet med september i 2019 – det sidste hele år før coronapandemien – mangler de norske lufthavne stadig 10 procent af passagererne.

”Udviklingen i september har været lidt svagere, end vi forventede i begyndelsen af ​​måneden. Det kan være en effekt af, at stigende renter begynder at ramme markedet. Selvom alle rentestigningerne ikke har ramt pengepungen endnu, er der nok flere, der er blevet lidt mere forsigtige med den seneste års udvikling,” siger Gaute Skallerud Riise, trafikdirektør hos Avinor.

Årstidsvariationer er mere markante
2.620.420 passagerer rejste indenrigs i september, hvilket var fem procent færre end i samme måned i 2022 og otte procent færre end i september 2019. Antallet af udenrigspassagerer på 1.835.391 var otte procent flere end i september sidste år, men det er stadig 13 procent færre end i september 2019.

”Sommerrejserne er forbi, og vi går ind i en trafikmæssigt mere rolig periode. Overgangen til sensommeren og nu efteråret har vist, at årstidsvariationerne er blevet mere markante end før pandemien. Der er altså større forskelle fra midsommer til september nu end tidligere, og den relative forskel forventes at stige i vintermånederne,” siger Gaute Skallerud Riise.

De største lufthavne i Norge i september var lufthavnene i Oslo (2.337.000 passagerer), Bergen (583.000), Trondheim (371.000) og Stavanger (368.000). Med kun fire procent under i september er lufthavnen i Bergen den, der er tættest på at have genoprettet trafikken siden 2019.

Det samlede antal passagerer i norske lufthavne i år er indtil videre 37.225.000, hvilket er 10 procent færre end i samme periode i 2019.

Over tusind ulovlige droneflyvninger
I september havde Avinor i alt 56.138 flyoperationer, hvilket var seks procent færre end i samme måned i 2022. Sammenlignet med 2019 var faldet i september på ni procent.

Droneflyvning er tilsyneladende blevet en så stor del af Avinor, at lufthavnsoperatøren omtaler antallet af droneflyvninger via sit eget drone-system.

Således blev der i september registreret i alt 1.781 flyvninger med droner i Ninox Drone, der er Avinors system til håndtering af droner. Det var en stigning på hele 80 procent i forhold til september 2022. Det forventes dog, at antal droneflyvninger vil falde i de kommende måneder som følge af dårligere vejr.

Axel Knutsen, leder af droneprogrammet hos Avinor, fortæller, at Avinor hidtil i år har registreret over 1.000 ulovlige flyvninger i de flyveforbudszoner, der er etableret omkring lufthavnene. Han pointerer, at ulovlige flyvninger kan være til store fare for andre i luftrummet – herunder de kommercielle passagerfly.

 

Relaterede artikler:

Norske lufthavne udsætter genopretning til 2027/28

Norge: Efter COVID-19 er juli større end juni

Personalemangel: Norsk lufthavn weekendlukker