Airbus A350-900 fra Aeroflot. (Foto: P. Masclet | Airbus)

Russiske flyselskaber opfordres til at flyve til Nordkorea

Russernes muligheder for at rejse ud i verden er stærkt begrænsede på grund af sanktioner. Nu ønsker de russiske myndigheder, at landets flyselskaber åbner flyruter til Nordkorea.

Siden Ruslands invasion i Ukraine har landet i vid udstrækning været isoleret. Flyveforbud og lukkede luftrum har gjort det vanskeligt at rejse til og fra landet. Rusland vender derfor blikket mod andre lande, der også er ramt af begrænsninger.

Gennem længere tid er der således sket tilnærmelser mellem Rusland og Nordkorea. I september besøgte den nordkoreanske diktator Kim Jong-un således Rusland, ligesom den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov har været på besøg i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang.

Nu opfordrer Rosaviatsia, der er Ruslands myndighed for civil luftfart, russiske flyselskaber til at etablere ruter til Nordkorea. Det skriver det russiske erhvervsmedie Kommersant.

To ugentlige flyvninger
I en længere periode har der ikke været kommercielle flyvninger mellem de to lande. Men siden august i år har Nordkoreas nationale flyselskab Air Koryo fløjet to gange om ugen mellem Pyongyang og Vladivostok i det østlige Rusland. Air Koryo flyver også til Beijing i Kina.

Rusland ønsker flere ruter, og en delegation fra Rosaviatsia har besøgt Nordkorea for at drøfte mulighederne.

Opfordringen til at forfølge mulighederne for at flyve til Nordkorea er sendt til det statslige russiske flyselskab Aeroflot og datterselskabet Aurora med hjemsted i Yuzhno-Sakhalinsk i den østligste del af Rusland. Sidstnævnte har allerede meddelt, at man har ’teoretisk mulighed’ for at flyve til Nordkorea.

Aeroflot har ifølge Kommersant ikke kommenteret opfordringen fra myndighederne. Erhvervsavisen skriver, at Aeroflot aktuelt ikke har tilladelse til at flyve til Nordkorea.

Det russiske medie vurderer, at det især er erhvervslivet og det politiske system, som vil have glæde af flere direkte ruter mellem de to lande. I dag er mange af passagererne på flyvningerne fra Pyongyang til Vladivostok bygningsarbejdere med job i Rusland.

Sergei Lavrov har dog opfordret til, at flere russiske turister besøger Nordkorea. Rejsebureauer i Moskva melder imidlertid om meget begrænset interesse for arrangerede ture til landet, hvor man kun kan rejse i eskorterede grupper og i bestemte områder.

Øget samhandel
Samhandelen mellem de to lande er øget, efter at krigen i Ukraine har ført til, at en lang række lande har indført sanktioner og forbud mod at handle med Rusland.

Vestligere eksperter vurderer, at Nordkorea i stor stil leverer ammunition og våben til Ruslands militære invasion i Ukraine.

Rusland er især interesseret i en direkte flyrute fra Moskva til Pyongyang. 

 

Relaterede artikler:

200 procent flere flyrejser til Rusland fra tre lande

Sådan rammes Aeroflot af sanktionerne

Nordkorea ønsker nye internationale flyruter