Ryanair-topchef Michael O'Leary ved et pressemøde i København (Arkivfoto: Andreas Krog)

Ryanair: Dårlig omtale sælger flere billetter

Ryanair åbner ingen nye CPH-ruter i den kommende vinter og vokser langsommere uden en base. Men sidste års dårlige omtale har været godt for billetsalget.

Én ekstra ugentlig flyvning til Edinburgh og én ekstra ugentlig flyvning til Malaga. Det var hvad Ryanairs topchef Michael O’Leary havde med i tasken, da han på et velbesøgt pressemøde tirsdag eftermiddag præsenterede det irske lavprisselskabs vintertrafikprogram til og fra Københavns Lufthavn. Ingen nye ruter havde ireren taget med.

Under stor bevågenhed tabte Ryanair i juli sidste år en sag mod den danske fagbevægelse i Arbejdsretten om overenskomst for piloterne og stewardesserne på Ryanairs nye base i Københavns Lufthavn. Derfor lukkede Ryanair kort efter basen i CPH og betjener nu kun ruter til og fra lufthavnen med fly fra baser i andre europæiske lande.

Michael O’Leary var ikke i tvivl om, at fraværet af en base betyder lavere vækst for selskabet i CPH.

“Vores vækstrate vil være lavere, men vi vil stadig vokse i København,“ pointerede Michael O’Leary overfor 15-20 journalister og pegede på, at selskabet på under et år er blevet det tredjestørste selskab i lufthavnen.

Ifølge O’Leary, så har selskabet en belægning på over 90 procent på sine fly ind og ud af CPH, hvor 52 procent af passagererne rejser ind til København, mens 48 procent rejser ud i verden og kommer tilbage til København.

Sælger billetter
Den negative omtale var massiv, da Ryanair for knap et år siden gik i klinch med den danske fagbevægelse om dansk overenskomst eller ej for personalet på CPH-basen. Men i bedste Simon Spies-stil lagde Michael O’Leary ikke skjul på, at det bestemt ikke havde skadet selskabet.

“Dårlig omtale sælger flere billetter end god omtale gør,“ slog Michael O’Leary fast og langede ud efter den danske presse:

“Noget af mediedækningen var skammelig.“

O’Leary og Ryanairs personaledirektør Eddie Wilson fortalte, at selskabet har anket Arbejdsrettens afgørelse til EU-Domstolen. De forventer dog først at domstolen tager sagen op om 2-3 år.

Løkke gør det fornuftige
Den kække irer kunne desuden ikke dy sig for at kommentere på sidste uges store historie om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen fløj på vinterferie med Ryanair – til fagbevægelsens store forargelse.

“Han burde roses, for han gør det fornuftige i stedet for at flyve rundt i dyre privatfly ligesom mange andre statsledere. Og ved at vælge Ryanair, så får han ikke sine rejseplaner ødelagt af strejker hos SAS,“ slog Michael O’Leary fast med henvisning til den aktuelle strejke i Sverige blandt de ansatte i det britiske flyselskab Flybe, som flyver for SAS.

Foto: Andreas Krog